gadji beri bimba, #8

af Nicki B. E. Hansen

Gadji beri bimba opstår: Los Angeles og Zürich

 

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.”

– ApG 2,1-4

 

”Betoningerne blev tungere, og udtrykket højnedes i konsonanternes skærpelse.”

– Hugo Ball

 

”Ned gennem tidsaldrene har mennesket talt, nu kalder Guds stemme.”

– Frank Bartleman

 

 

Det er august måned 1906, og støvet ligger over Los Angeles. Frank Bartleman går gennem gaderne på vej til et møde med Gud. Flere uger i træk nu har de troende samlet sig i huset i Azusa Street 312, og alle, der følger med, ved, at en stor vækkelse er i gang. Allerede nogle måneder forinden har Edward S. Lee talt i tunger til et privat bønnemøde på North Bonnie Brae Street 214, og flere er fulgt efter. De historiske værker refererer til begivenheder i det fjerne Wales og det noget mere nærliggende Kansas som forløbere. De nævner også alle de amerikanske Holiness-samfunds spredte tilstedeværelse som foregribelser af, men ikke helt entydige årsager til det, der reelt, men endnu navnløst, er ved at blive pinsebevægelsen. Bartleman retter sine skridt gennem støvet og ser for en gangs skyld ikke på byen omkring sig. Han kender ruten og ved, at dette er en tid til indre arbejde. I det ydre arbejde har han siden sin omvendelse i Philadelphia 1893, hvor mørket erstattedes af lyset, været aktiv som omvandrende prædikant og distributør af selvskrevne pamfletter. Han har nu i to år været i Los Angeles, hvor hans virke har fundet sted blandt skidne mænd og kvinder. I gadernes og sporvognenes forfald, foran billige teatre, på værtshuse og herberger, bortstødt af tusinde øjne, begrint af løftede skørter og beslået af næver knyttet i drukken vrede har han opsøgt sjæle at frelse. Han har sagt dem, hvad Herren har at sige dem. De er galt på den, men Gud er på vej. Lyt nu efter. Det er ikke kommet bag på ham, at kun få har gjort det. Han har lidt under sit arbejde og de voldsomme knuder af bøn, som ofte er kommet over ham. Nu krydser han South San Pedro Street og undgår uden at bemærke det en sporvogn og to biler. Da han kommer frem, ser han kort op på husets facade, hvorpå endnu ingen har malet bogstaverne Apostolic Faith Gospel Mission, og går så indenfor. I huset er der varmere end på gaden, og han tørrer sin pande med lommetørklædet, inden han går op ad trappen.  Han må kæmpe sig igennem den forsamlede skare af presse, almindeligt nysgerrige, sympatisører og entusiastiske troende, men det er kun hans krop, der mærker trængslen, for allerede mens trappetrinene knirker under ham synker han i en bøn, som fortsætter inde i førstesalsværelset, hvor også seks andre bedende går omkring. Alt føles stille omkring dem, og mens Bartleman med støvede skridt krydser frem og tilbage over gulvbrædderne, priser han Gud i ånden. Pludselig hører han i sin sjæl, og altså ikke, som han senere skal understrege, med sine naturlige ører, en rig stemme tale på et sprog, som han ikke kender. Den synes at henrykke ham og fuldt ud tilfredsstille den opdæmmede lovsang i hele hans væsen. Få øjeblikke efter opdager han, at han med sine stemmebånd og tilsyneladende uden selv at ville det udsiger de lyde, som han lige har hørt, og han kan konstatere, at dette sker i en nøjagtig gengivelse af dem. Sproget, han nu taler på, forekommer ham at være fuldendt, og selv føler han sig som en ekstra tilhører til disse ord, som han opfatter med sine sjælelige og først derefter med sine kropslige ører, men som uden hans vilje siges igennem ham. Han ved, at han kan hindre ordene, men han vil ikke. En himmel af bevidst salighed følger dem.

Det er ikke sikkert, at der er noget bemærkelsesværdigt i dette. Der er helt sikkert intet usædvanligt i det. Ånden er gennem tiderne kommet over mange mennesker, og i løbet af den sommer i Los Angeles var den særligt arbejdsom. Det bemærkelsesværdige eller altså i hvert fald det udsædvanlige, ja endog overordentligt usandsynlige, består i noget andet. De ord, der udgår fra Bartlemans strube, skal flere år senere, et helt andet sted og under ganske andre omstændigheder reproduceres ned i mindste vokal- og konsonantiske detalje. Det er den begivenhed og dens umiddelbare forhistorie, som vi nu vender os mod.

Sammen med Emmy Hennings immigrerer tyskeren Hugo Ball i maj 1915 til Schweiz, hvor han med tiden tilknyttes kredsen omkring den ungarske Rudolf von Labans danseskole. Der møder han en mindre mængde ligesindede, med hvem han d. 5. februar 1916 i Spiegelgasse 1 og på samme adresse som værtshuset Meierei åbner Cabaret Voltaire, der af de involverede betragtes som en scene for den nye kunst og litteratur – og for det nye liv – hvis frembrud ikke længere lader vente på sig. Dette nye liv, som de på indeværende tidspunkt nok fornemmer, som en boblen i bækken, en rislen i græsset, men som de altså endnu ikke lever, skal de kalde dada. Det skal i øvrigt ikke blive langt.

perhaps there would have been

 

D. 18. juni samme år fører Ball en optegnelse ind i sin dagbog. Her skriver han blandt andet, at vi – og med vi må man formode, at han mener ham selv og kredsen af ligesindede ”dadaister” – har drevet ”ordets plasticitet til et punkt, der næppe kan overgås”, samt at de (”vi”) også har ”ladet ordet med kræfter og energier, der lader os (og med dette ”os” henviser han ikke bare til dadaisterne, men – måske – til alle mennesker?) genopdage det evangeliske begreb om ’Ordet’ (logos) som et magisk kompleksbillede.” Sandt at sige ved han endnu ikke, hvad han taler om, for selv om han i denne dagbogsoptegnelse udtrykker sig i en fast indikativisk perfektum, har hverken han eller nogen anden, som han kender, forstået, hvad der er på færde, uden måske i de mere abstrakte egne af deres fantasi. Realiseret det har de ikke. Men nu begynder det at gå stærkt.

De efterfølgende nætter sover Ball dårligt, og dagene tilbringer han på de samme intense spadsereture, hvor han gentagne gange krydser broerne over Limmat, idet han hvileløst og med en høj energi efterstræber en slags endemål, som jo netop en spadseretur ifølge sin natur ikke kan have. Om eftermiddagen d. 22. juni vender han hjem og sætter sig foran skrivebordet. Han begynder at skrive og ved med det samme, at de ord, der vil finde vej til papiret, er sande. Alligevel er det hårdt arbejde, og en kold sved bryder snart frem på hans pande. Da frk. Hennings – endnu er de ikke gift – forstyrrer ham, afviser han hende venligt, men med faste ord. Hun forlader deres værelse og bevæger sig mod Spiegelgasse. Han arbejder videre. Han knuger pennen mellem sine fingre og sætter den først til papiret efter langsomt og koncentreret at have udtalt hver stavelse og hver lyd højt for sig selv. Han siger til sig selv, at han ”smager” på ordene, men ved udmærket, at det slet ikke er det, der sker. Han vender og drejer dem ganske vist i munden, men de har selvfølgelig ingen smag. Han anspænder hele sin sjæl og undersøger ordene. Således lærer han dem at kende. Som antydet er kraftanstrengelsen vældig, og han er flere gange ved at segne under den. Da rejser han sig fra stolen for at finde hvile, men selv stående i et hjørne af deres lejede værelse eller travende op og ned ad gulvet, finder han ingen ro. Han sætter sig igen og lader med omhu sine læber, kæbe og strubehoved virke sammen. Gradvist træder hver lyd frem for ham i sin umiskendelige kvalitet af sig selv. Han er nået langt, men det er ikke nok. Han er ikke kommet for at adskille, men for at samle. Han forstår, at hans værk må være sympatiens og harmoniens værk, og langsomt kan han nu begynde at smede lydene sammen. Hans hjerne er altså en esse, hans mundhule en blæsebælg og de hakkende kæber både hammer og ambolt. Den sved, der tidligere sprang frem på hans pande, har nu bredt sig til armhuler, ryg og brystparti. Måske bemærker han det ikke, for han er opslugt af en anden logik og beslutter sig for at begynde. Vi kan formode, at det er blevet nat. ”G,” siger han,” lad g være begyndelsen”. Han fortsætter: ”Og lad a følge efter g”. I et kort øjeblik lader han sig et sted i sit indre distrahere, og mens han inde på dette sted skal til at sammenligne sin situation med en matematikers arbejde, mærker han helt sikkert sveden på ryggen. Han indser sin sammenlignings ufuldkommenhed, ærgres over den og er tæt på at lade sig distrahere yderligere af denne ærgrelse, men samler sig så igen. Eller lader sig kalde tilbage, som han når at tænke, inden han indser, at d er den tredie. Således gør han fremskridt, og alligevel begynder det ikke at gå lettere. Arbejdet er møjsommeligt og vedbliver med at være det, men som kræfterne svinder, forvandler han kraftesløsheden til ny styrke, og hen på morgenen er han færdig. Han bevæger sig ud på sin velkendte spadseretur, men før han er kommet til den første bro, vender han desorienteret hjem og falder i en tung søvn. Han vågner ud på den tidlige eftermiddag til stemmen af sin samleverske, med hvem han efter et hastigt tilberedt måltid følges til Cabaret Voltaire. Der følger nu forberedelser til samt selve aftenens optræden. Hjemvendt derfra, sent om natten, beskriver han nøje denne optræden i sin dagbog og undlader ikke at forsyne beskrivelsen med en så vel teoretisk som summarisk gengivelse af den forudgående nats erfaringer. ”Jeg har opfundet en ny genre af vers,” skriver han, ”vers uden ord eller lyddigte, hvori balanceringen af vokaler kun efterprøves og fordeles ifølge værdien af ansatsrækken.” Han lægger dagbogen fra sig og går i seng. Det er disse lyddigte, indtil videre er der tre af dem, og vi har allerede skildret deres fødsel, som Ball netop har fremført på Cabaret Voltaire.

Man må nu forestille sig Ball stående på en scene. Han bærer en kappe, indeni skarlagensrød og udenpå gylden, samt en høj, cylindrisk hat med blå og hvide striber. Om hans ben er svøbt en søjle af blåglinsende karton, og han kan ikke bevæge sig, men må bæres rundt på podiet. Hans ansigt er delvist skjult bag, hvad han kalder en kubistisk maske. Han begynder langsomt og højtideligt at læse op. Efter at være kommet igennem ’Elefantkaravane’ og ’Labadas sang til skyerne’, når han til sit tredie, titelløse digt, som her gengives i sin fulde længde:

 

gadji beri bimba glandridi laula lonni cadori
gadjama gramma berida bimbala glandri galassassa laulitalomini
gadji beri bin blassa glassala laula lonni cadorsu sassala bim
gadjama tuffm i zimzalla binban gligla wowolimai bin beri ban
o katalominai rhinozerossola hopsamen laulitalomini hoooo
gadjama rhinozerossola hopsamen
bluku terullala blaulala loooo

zimzim urullala zimzim urullala zimzim zanzibar zimzalla zam
elifantolim brussala bulomen brussala bulomen tromtata
velo da bang band affalo purzamai affalo purzamai lengado tor
gadjama bimbalo glandridi glassala zingtata pimpalo ögrögöööö
viola laxato viola zimbrabim viola uli paluji malooo

tuffm im zimbrabim negramai bumbalo negramai bumbalo tuffm i zim
gadjama bimbala oo beri gadjama gaga di gadjama affalo pinx
gaga di bumbalo bumbalo gadjamen
gaga di bling blong
gaga blung

 

Det vides ikke nøjagtigt, hvordan Ball læser digtet op, men læser man det selv op, kan man se, at det må have taget ham omkring halvandet minut. Allerede i begyndelsen af dette tidsrum mærker Ball, at disse lyde ikke stemmer overens med den pomp, med hvilken han har iscenesat sig selv. Han frygter for at miste den alvor, som han finder afgørende for fremførslen. Han ser sig hastigt omkring og kan blandt publikum se Brupbachers, Jelmolis, Labans og fru Wiegmans ansigter. Frk. Hennings betragter ham fra kulisserne. Han er bange for, at det skal blive pinligt og tager sig sammen, men ved ikke, hvordan han ordentligt skal føre recitationen til ende, da han bemærker, at hans stemme, der forekommer ham ligesom at være berøvet andre muligheder, antager en præstelig klagesangs urgamle kadence. Stilen genkender han fra den messesang, som han ved gennemløber de katolske kirker verden over. Hvad denne musik indgiver ham, ved han derimod ikke, men han mærker, at det dog er noget, og begynder altså at fremsynge sine lydrækker som et kirkeligt recitativ. Han forsøger ikke bare at holde fast i alvoren, men også at presse den frem og skubbe den på vej foran sig. Et øjeblik synes han at kunne se et blegt, forstyrret drengeansigt aftegnet på sin maskes inderside. Ansigtet er halvt forskrækket, halvt nysgerrigt, og kunne sidde på en sådan tiårig knægt, som til sit hjemsogns døde- og højmesser hænger dirrende og grådig ved præstens læber. Sammenligningen er hans egen. Da slukkes, som han har instrueret det, scenelyset, og dækket af sved kan han som en magisk biskop lade sig bære ned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *