af Rasmus Ørndrup
Afføring
Jeg var ude at skide
da min røv frøs fast i vandskorpen
og nu gør jeg bare hvad jeg kan
for at holde en våge åben
så det her kan komme ud:
Min latter sidder i et hjørne og græder
jeg selv ser TV
”…flere og flere fødes klumpfodede…”
Jeg interesserer mig for en del
vejret f.eks.
Det regner
Ude i entréen foran lokummet falder jeg over mine sko
der forsøger at overbevise mig om at jeg skal gå ud og erobre verden
eller i det mindste melde mig til stangspring i Sundbyernes Atletikklub
Jeg rejser mig for at vande mine potteplanter
med en sjat kaffe fra i går

Samfundet, lektion 1-4
På Vesterbro Torv
ved trappen foran kirken
sidder grønlænderne og higer efter deres hjem i himlen
med hver deres guldbajer
Jeg anede ikke man sådan kan holde lykken i hånden
***
Hvis man er rig
er der roser på lokumspapiret
er man fattig
flår det i røven
som tidsler
***
– efter både at have været på kursus og set TV
Det er helt utroligt
hvor mange der lever af at sige noget der er indlysende
og det er endnu mere utroligt
hvor mange der lever af at sige noget der er løgn
men det mest utrolige er nu
at næsten alle lever af at tro på begge dele
***
Virkeligheden er ren Walt Disney
de gode vinder til sidst
det er ganske vist
vi har det lige ud af generaldirektørens TV
og det er ikke til at stole på