af Christian Bonde Korsgaard
Sonet i anledning af dagen
Du tog mig, moder, ud af drømmeland,
holdt mig i hånden og vasked’ mit hår.
Du gav mig til rummet hvor tiden går
og hvisked’ “Styrke nu, min lille mand”.
Når skyernes slotte af gyldent sand
drysser på roserne i din have
og når verden, den går helt af lave
bygger du os et værn mod tidens tand.
Du holdt mig fast på jorden hvor vi stod
og vidste hvordan man kunne lære
de hemmeligheder der gav mig mod
til at gå og tale, tro og bære
vore løfters støv frem til lysets sang
og slægterne der følger slægters gang.