gadji beri bimba, #6

af Nicki B. E. Hansen

sjette afsnit

 

(femte afsnit her)

 

Tre dage efter kom de til mig og fortalte, at butikken skulle lukke. De angav ingen årsag, og jeg spurgte ikke. Jeg gjorde i stedet noget andet. Da nøglen for sidste gang var drejet om i låsen, så jeg Dennis og Michael gå hver sin vej, og jeg, jeg lod, som om jeg stod stille, og begyndte så at følge efter Michael. Han gik sporenstregs op ad Fasanvejen, forbi Fitness World, Harry’s Place og talrige trappeopgange. I krydset ved Frederikssundsvej gik han ind i et supermarked for bagefter at krydse gaden og fortsætte op ad Lygten, indtil han nåede nr. 55B, et gammelt lokale i gadehøjde på hjørnet af Oldermandsvej. Stedet lignede noget, der kunne have været både en bedemandsforretning og en tarvelig massageklinik. Her gik han ind. Jeg blev stående og ventede, mens mørket faldt på. Snart kunne jeg med mellemrum se forskellige skikkelser ligesom snige sig hen til adressen, ringe på og gå ind. Der kom flere og flere, og til sidst, drevet af den flammende ensomhed og meningsløshed, som lukningen af butikken havde kastet mig tilbage i, bestemte jeg mig for at slutte mig til dem. Var min nervøsitet stor, da jeg åbnede døren, blev den alligevel overgået af den stramme forfærdelse, som greb mig om struben inde i lokalet. Overalt på gulvet lå afklædte mennesker, som jeg uden undtagelse kunne identificere som pornografistiske kunder fra den nu afdøde butik. De lå i en slags rosenformet mønster, og selv om de alle var i en tilstand af seksuel agitation, berørte de ikke hinanden, men stirrede op i loftet, hvor små lamper oplyste et illusionistisk maleri forestillende noget, der bedst kan beskrives som en enorm bølge, der ligesom kom væltende ud af bygningsværket, det var det indtryk, jeg fik, og bestod af tusinde tunger af ild. Da blev et forhæng i lokalets ene ende trukket fra, og ud kom Michael. Ligeledes nøgen, ligeledes agiteret. Om øjnene havde han et sort bind, og han førtes ved armene af to vestalinder, der forlod ham, da han havde nået midten af menneskerosen. Efter længere tids tavshed, i hvilken jeg kunne høre de forsamledes åndedræt gå i ét, hævede Michael stemmen og begyndte at messe:

Gadji beri bimba

glandridi laula limba

gadjama gramma bamba

berida glandri ramba

gadji beri bin.

the scream of the dead

Han gentog disse hemmelighedsfulde og frygtelige sjæleord gang på gang, og for hver gang steg intensiteten, indtil også forsamlingen sluttede sig til ham, og de sammen rejste sig mod et titanisk klimaks, og jo nærmere de kom det, desto mere blev jeg grebet af en frossen angst.

”Syng med,” sagde en stemme til mig. Det var en ung dreng, næppe mere end ti år, som lå på gulvet og havde åbnet sine øjne mod mig.

”Syng med,” gentog han, ”vær ikke bange.”

Og nu åbnede en midaldrende kvinde på min højre side sine øjne og så på mig og sagde også:

”Syng med, syng med. Vær ikke bange.”

Og flere kom til, og disse opfordringer blandede sig med de ukendte ord og min åndelige skræk og kulde, og jeg vidste, at jeg ikke kunne og for evigt ikke skulle. Så var det hele forbi, og jeg faldt om på gulvet.

Da jeg kom til mig selv, stod Michael foran mig.

”Anathema sis,” sagde han og pegede på mig, ”du hører ikke til her.”

”Men hvor skal jeg da gå hen?” spurgte jeg.

”Tag du hen og se ham,” svarede han, ”han er sekundær og afledt.”

Han viste mig døren, og jeg gik.

dulled with the poison of life

Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle finde Dennis. I al den tid, jeg havde kendt ham, havde jeg kun set ham i butikken på Fasanvej, og følgelig satte jeg mig ved siden af den. Det blev dag, og det blev nat igen. Tiden gik. Mit hoved sprængtes i et sidste forsøg på at fordøje mine erfaringer, og jeg troede først, at det var i vildelse, da jeg en sen time så hans ludende skikkelse forlade Glentekroen. Det er overflødigt at sige, at jeg fulgte efter ham. Han gik ned ad Fasanvejen mod Frederiksberg, men drejede pludseligt til venstre af Bispeengen, fulgte den og krydsede Borups Allé, hvor han stoppede op foran en ensomt beliggende, grafittibemalet campingvogn, som holdt parkeret under Bispeengbuens beton. Han fumlede lidt med nøglen, låste døren op og gik ind. Kort efter kunne jeg se et elektrisk lys blive tændt. Jeg stjal mig hen til vinduet og kiggede ind. Hvad jeg således på stive tåspidser så, lader sig ikke gengive. I hvert fald finder jeg ikke ordentligt ord for den virkning, det havde på mig. Han var træt, måske beruset, og klædte sig kun langsomt af, så hans blege kød gradvist åbenbaredes. Hele vognens indre flød af tomme konservesdåser, og på væggene hang fugtplettede ark med sirligt kalligraferede udsagn, som jeg på afstand ikke kunne tyde. Nøgen satte han sig ned på en faldefærdig briks. Min sjæl strakte sig ind gennem ruden og tog mål af hans ensomhed, men kunne ikke nå dens ende. Hans mave var så stor og slap, at den skjulte hans køn. Pludselig løftede han blikket, og så mod mig med brændende, årtusindsorte øjne, og samtidig var det tydeligt, at han ikke så mig, men ligesom så forbi mig eller gennem mig ud i natten. Min helt, tænkte jeg, og da åbnede han munden, og jeg stivnede i forventning, og selv om jeg ikke kunne høre ordene, kunne jeg se de grufulde former, hans læber dannede, idet de gengav de ord, jeg allerede kendte kun alt for godt, og som kastede mig hovedkulds på flugt af sted gennem byen, selv om jeg meget vel vidste, at de ville fortsætte med at gennemrunge mit indre:

Gadji beri bimba

Gadji beri bimba

Gadji beri bimba

Gadji beri bimba

2 tanker om “gadji beri bimba, #6”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *