gadji beri bimba, #5

gadji beri bimba – lazaronisk evangelium

femte kapitel

 

af Nicki B. E. Hansen

 

(fjerde afsnit her)

Det var en lørdag aften, og jeg sad og ventede på dem i baglokalet. Da de kom ind, vendte de straks tilbage til et af de temaer, som optog dem mest, havde jeg bemærket. Det drejede sig om den metafysiske ratio mellem menneskets realitet og menneskets håb, eller med andre ord om forholdet mellem på den ene side gru, lidelse og ensom nedergang og på den anden de troendes mystiske fællesskab i og ved den Helligånd. Dennis fremlagde en læsning af Markus-evangeliet, mens jeg bag hans ord genkendte originale forvanskninger af både Sölle og Weil, den hellige Katarina af Siena, da hun eksemplarisk drak de syges sårvædske, og Pseudo-Dionysios’ sorte lys; ifølge denne læsning kan vi intet sige om opstandelsen ud over, at den har fundet sted, for da kvinderne nåede graven, var den tom, og således slutter det oprindelige evangelium med et forfærdeligt punktum efter sekstende kapitels ottende vers. Resten er forfængelig tilføjelse, digt, snak, desperate gisninger, og dette, at graven er tom, men at Jesus ikke viser sig, må ses i fuld forlængelse af hans lidelses ensomhed, livet på jorden, vandringerne i ørkenlandet flankeret af disciple, der intet forstår, og kun er der, fordi de intet forstår, de tilbetlede måltider, tiggerstaven og grøftekanternes nattelejer, i forlængelse af døden under den brændende sol, døden med eddike i munden, døden på korset, der finder sted og kun kan finde sted alene, i en ensomhed, som bare vokser af at blive bevidnet af røvere, soldater og umælende får, og i forlængelse af historiens mest fortvivlede ord, de allersidste ord, han nogensinde har sagt til os: ”Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

”Og er disse ord fortvivlede,” fortsatte han, ”så overgås deres fortvivlelse af deres paradoksalitet, for Gud har ikke forladt ham, det er jo Gud selv, der hænger på korset, det er Guds lunger, der synker sammen, og det er Guds øjne, der visner, men dette paradoks må øge fortvivlelsen og ensomheden, for vi ser nu, at Gud, som han der hænger for os og nærmer sig sin død, ikke længere kender sig selv.”

”Men det er jo kryptopatripassianisme,” afbrød Michael ham.

you'll find no shelter here

”Hvis det er kryptopatripassianisme,” forsvarede Dennis sig og tørrede sveden af panden, ”så lad det være kryptopatripassianisme, ja lad det endog være ren patripassionisme. Det er sådan, det var, og det er sådan, det må have været, for at angsten og smerten kunne blive fuldkommen og hel, ikke stykkevis og delt. Og ligesom alt dette fandt sted under lidelsens mørke vinge, på en gennemblæst bakketop, på to tværlagte planker af tørret træ, fandt også resten sted under denne vinge: Han var alene og blødende i dagene i dødsriget; og han fortrak sin opstandelse og sit efterliv langt bort fra vores øjne til ensomhedens fort, det er lektien fra Markus. Og således må vi alle – og det ville vel især sige Michael og mig – forstå, at ensomheden er livets konstant, dette livs så vel som efterlivets, Jesus opstod, men kom ikke igen, og nok er han med os i dag, men han er det som fravær, som lidelse og som angst, han sidder i mørket i sjælens splintrede forkastninger, for kun når sjælen går under, kan lidelsen opstå, kun i et ødelagt menneske, kan den blive hel. Magdalene, Maria og Salome, som gik til graven for at finde og salve et lig, fandt noget endnu grufuldere, de fandt den tomme grav og et lige så tomt løfte om, at Jesus var gået dem i forvejen til Galilæa, for der kan de ikke komme hen, de flygter bort og skælver, de er ude af sig selv og siger ikke noget til nogen, de fryser fast for evigt i evangeliets sidste ord, ”thi de var bange”. Selvfølgelig var de det, og selvfølgelig er vi det, angsten er Guds gnist i os, det er korset, der strækker sin skygge ud og omfavner os, Gud opgav sin herlighed og erstattede den med lidelse, og derved blev lidelsen den ny herlighed. Det er det, vi skal forstå, der er ikke længere anden herlighed end lidelsen, lidelsen er ikke en port, vi skal igennem, den er det hus, den grotte, vi skal bebo. Det er herligheden, det er Hans herlighed, som Han giver til os, der har øjne at se med og øren at høre med in æternum et ultra.”

Jeg havde allerede mange gange tidligere overværet Dennis’ og Michaels samtaler, og de havde altid, selv når de optoges af emner, som kunne virke perifere, ja endda uinteressante, været præget af den dybe lidenskab, som er det alvorlige menneskes adelsmærke, men denne gang var det, som om de ord, Dennis talte, rummede hele hans liv og alle de erfaringer, han havde gjort sig på Fasanvejen, og endog oversteg dem og samlede noget i sig så dristigt og skrækindjagende, at han nok aldrig havde kunnet formulere før. Han var forpustet, og selv om hans øjne var lukkede, kunne jeg ligesom se dem gløde sort og håbefuldt gennem øjenlågene. Han tav.

ashes in the fall

”Min ven,” sagde nu Michael, ”du glemmer igen, hvad vi dog ved. Der er ikke det, der ikke forvandles og forklares, når Ånden stiger ned og tager bolig i vores hjerter og tunger.”

Dennis sagde stadig ikke noget. Måske vidste han, hvad der ville komme, og Michael fortsatte med at tale. Han citerede til at begynde med og in extenso de første tretten vers af Apostlenes Gerningers andet kapitel, hvor en susen fra Himlen som af et vældigt åndepust falder over de i Jesu navn forsamlede. Herefter udlagde han ordene. Der var ikke den smerte, som ikke lindredes, ikke den angst, som ikke dulmedes, ikke den tørst, som ikke slukkedes, ikke den sult, som ikke stiltes, og ikke den ensomhed, som ikke ophævedes, når Ånden kom over forsamlingen, dannede dem i sit billede og af dem gjorde ét kød, gennemlyst af et nyt og helligt sprog, ukendt af alle, uforståeligt for ingen, frisk som en strømmende kilde og smukt som skabelsens lysende dag. Det var de troendes fællesskab. Med hinanden og med Gud. Det var opfyldelsens time, og den stod altid for døren. Hans ord var klare og enkle, hans tale mild og ren.

”Min ven,” sagde han igen til Dennis med store, åbne øjne, ”hvorfor vil du ikke se det? Står det ikke skrevet, at gik Jesus ikke bort, ville Talsmanden ikke komme til os? Står det ikke skrevet, at synden er ikke at tro, selv om man ikke kan se? Står det ikke skrevet, at sandhedens Ånd skal komme, og var det ikke sandhedens Ånd, der pinsedag faldt over menigheden? Og står det endelig ikke skrevet i det evangelium, du selv i dit mismod har udlagt for os her i dag, at tilgivelsen tilfalder alle, kun ikke den, der taler bespotteligt imod Helligånden? Her ligger evighedernes sande evighed foran os, og du nægter at træde ind i den?”

Efter min lange tid som notar for de to kendte jeg Dennis godt nok til at vide, hvordan han ville gøre formidabel indvending, og jeg kunne også allerede svagt glimte Michaels ikke mindre formidable genkomst på denne indvendings anden side, men til min store overraskelse skete intet. De tav begge. Jeg sad stille på skamlen og ventede. Endelig sukkede Dennis som en sky, der rives itu, og Michael så igen på ham. Inden han forlod lokalet, så jeg i hans øjne noget, jeg ikke kan beskrive.

(videre til sjette afsnit her)

2 tanker om “gadji beri bimba, #5”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *