samplinger i og af lind ström, #4 – 94

Af Lind Ström

 

(de første samplinger her)

 

Jeg blev nordisk mester i lyrik i 1999.

Jeg skriver det bare.

Jeg er anerkendt,

jeg er stilfærdig, og

jeg har lært dansk i Ålborg.

Min opgave er poetiktanker.

Jeg har stået i lære hos Højholt.

Jeg er centrallyriker.

Jeg er lesbisk. Alting har betydning.

Jeg citerer en sekvens:

 

I toget fra Kastrup mot København skruer jeg eplene ut av kraniets fatninger og kaster dem på det kjølende landskap//Lenge etter står hun i virkeligheten og hevder på sin stille måte at de ennå brenner.

Adventures in the dumb life

Jeg forsøger altid at fange netop den, jeg forestiller mig.

Jeg er direkte. Jeg er træt af poesi, der går udenom.

Jeg har intet forhold til avantgarde og intet forhold til svensk poesi.

Jeg holder meget af P. C. Jersild. Jeg tror ikke på oversættelser:

 

Er de gått, er natten min egen nå? hadde de hensikter? hvem pustet dem bort?//Jeg hører dem igjen når de i morgen blåser trekronenes blader utover hele gården og kanskje et par stykker helt ut i Nordsjøen. Jeg hører dem igjen//Nå vil jeg sove, men lyset blender meg, lenge etter at strømmen ble avbrutt. Det må være tidens stansning. Jeg hører dem ikke.

 

At man læser digtet som en kritik af boligforeningen, jeg bor i, er absurd.

Disse vanartede allegoriske læsninger.

Jeg beordrer mine digte til klarhed og kræver en læser.

Der er et hysterisk misforhold mellem mænds metode og min stemme, mit nærvær.

Jeg skal læses af kvinder. Eller kvinde lige mænd, mennesket

indeholder mange, det er ikke så enkelt og endimensionalt som mænd

vil have det. Kvinden er ikke allegorisk, kvinden er konkret:

 

Lungen klappet i som en østers som åpner seg opp som en blomst i regnet som falt uten å ligne noe som helst jeg noen sinde har sett eller hørt var der et øyeblikk noe jeg skulle forstå//Og nå er han død.

Fire in the nuts

 

Det er ikke en bekendt, det handler om.

Det er manden, anmelderen, eller kritikeren, som han kalder sig.

Låner fjer og puster sig op, det er den mandlige anmelders natur.

Ikke at jeg tror på biologiske forskelle, men kulturens affaldsprodukter har en lang halveringstid. Når den tid er gået er kvinden tilbage:

 

Åh, dine salte safter, hvor er dine væsker velkomne kan de bare herde mitt syndefulle skrog mot havblikkets dunkle speiling. Jeg ville, vi ville, alle ville søke mot opprørte vann i et umettelig raseri, et utslettende angrep på de uttørkede og forblendede.

 

Jeg har aldrig været i Kibbutz, men jeg har heller aldrig skrevet om det.

Jeg har været i öljehult, og

det har jeg skrevet om. Sådan må det være.

Jeg har haft sex med mænd, men det betyder ikke, at jeg har skrevet om det.

Det behøver jeg ikke. Selvom det måske kunne hjælpe nogen.

At bruge digte terapeutisk er fint, at forelske sig i terapeuten endnu bedre.

følg den gæve Doktor E og hans seneste Spiegel her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *