gadji beri bimba #4

Gadji Beri Bimba. Af Nicki B. E. Hansen

 

(læs foregående afsnit: her)

 

”Du er nu klar,” sagde Michael, og mens jeg missede mod lyset, førte han mig op i butikkens baglokale. Jeg kan ikke sige, hvilken vidunderlig følelse, der spredte sig i min ganske krop, da de to nu overdrog et tillidshverv af den allerhøjeste betydning. I modsætning til de mennesker, der fyldte butikken i dens åbningstider, viste det sig, at Dennis og Michael også servicerede en helt anden kreds af kunder. Spredt ud over København, forklarede de mig, fandtes et samfund så hemmeligt, at dets medlemmer ikke engang kendte hinanden, men alle delte de en fælles lidenskab, en uudslukkelig tørst efter teologisk litteratur, som dagens fordærvede samfund ikke længere kunne tilfredsstille, ja som det så på med den alvorligste skepsis og måske ligefrem ønskede at forbyde, hvorfor de var henvist til via kodede postordrekataloger at bestille værker i diskrete pakker, der i al årvågen forsigtighed da bragtes ud til deres adresser, og det var netop en distributionscentral for den type af intellektuel skrift, som mine mentorer drev under dække af deres pornografistiske markedsplads, hvorfra de så også hentede de fornødne midler til at dække det underskud, som en sådan central med sit i forhold til pornografisterne ringe kundegrundlag nødvendigvis måtte opbygge.

”Det er onde tider,” sagde Dennis, idet han forklarede, hvordan små lommer af åndelig modstand langsomt var opstået blandt befolkningen og endnu langsommere var blevet organiseret af folk som dem selv.

”Og af folk som dig,” tilføjede Michael, ”for var det ikke for eksistensens sultne slavehær, ville intet af dette være muligt.”

Den ydmygt rødmende stolthed, som jeg følte ved disse ord, skulle ikke blive mindre, da de nu indsatte mig i min nye position. Jeg skulle bringe værker ud til deres kunder. Hver formiddag skulle jeg indfinde mig på posthuset på Finsensvej og tømme postboksen for modtagne ordrer. Jeg skulle da vende tilbage til butikkens kælder, finde de bestilte værker frem, pakke dem omhyggeligt ind i det bruneste papir og bære dem ud til modtagernes adresser. Jeg skulle bringe varerne, som de eufemistisk kaldte den hemmelige litteratur, ud til fods. Ikke engang en lille budcykel måtte jeg bruge. Det var af største vigtighed, og selv om jeg ikke forstod hvorfor, accepterede jeg forbudet med glæde, måske ikke mindst fordi det gav mig muligheden for på meningsfuld vis at blive genforenet med den by, som jeg så længe havde været adskilt fra.

you can force it but it will not come

Jeg husker naturligvis mit første besøg på posthuset, hvor jeg vagtsomt og nervøst følte, at alle øjne rettedes mod mig, idet jeg åbnede boksen og hastigt lod postordrekatalogets afrevne lapper af papir glide ned i min mørke taske. Jeg husker begejstringen, da jeg hjemvendt til butikken læste ordrerne og ligesom kunne varme mine øjne ved de lødige titler og mine hænder ved blandt kælderens reoler at udvælge de bestilte værker, idet jeg med to forsigtige fingre lirkede dem ud fra deres pladser på de tætspændte hylder. Jeg husker naturligvis også min første udbringning, som gik til Bellahøjs høje bebyggelser, der skuer ud over Nordvest, Vanløse og Brønshøj og således dominerende tre bydele alligevel i sig skjuler adskilte og urimelige skæbner, til hvis frelse jeg nu blev en medvirkende agent. Den allerførste pakke var til en ældre dame, en folkepensionist, der – det forstod jeg senere – tjente til sine teologiske behov ved ud over pensionen at sælge lodder til klasselotteriet, og bag hendes skræmte øjne og lyden af lejlighedens hungrende katte kunne jeg mærke både desperation og lettelse, da hun hastigt flåede pakken ud af min hånd og smækkede døren i på ny. Den anden kunde på denne min første dag, en ung og skægget mand bosat i et kollektiv på Vanløses Tyborøn Allé, forsøgte at indlede en samtale og bød mig også indenfor, men af Dennis var jeg blevet advaret mod hans slags, der under dække af interesse for åndelig tekst i virkeligheden længtes efter højttalte ord og de levende personer, som stod for enden deraf.

Måske var deres længsel virkelig, men da havde de endnu ikke lært at forvalte den ordentligt, og det eneste, der var at gøre, var hurtigst muligt at aflevere den bestilte bog og håbe, at de ville indse, at det var det eneste fornødne. Som en svale, således tænkte jeg, som en svale, der om foråret spinder sit usynlige net henover himlen, optegner også mine ruter en usynlig frelsesvej gennem denne store bys kvarterer fra de fjerne Sundbyer bag fortabelsens endestation til de vestlige forstæder, hvis stationscentre og ringveje afspejler en stille, grålig panik. Her er overfladen aldrig sand, og den, der først har kigget nedenunder den i Albertslunds kanalkvarter eller på de adresser, som den lange Ballerup Boulevard fordeler livet ud til, mister let sin forstand og måske sig selv. Men disse brøndkolde rædsler til trods vidste jeg, at det var et net af håb, jeg spandt på alle mine ture. Hvem kan uberørt tage Marguerite Porètes ”De simple sjæles spejl” i sine hænder? Hvem kan læse von Balthasars ”Theodramatik” uden at mærke en sjælens vækst? Og hvem, o hvem, kan nærme sig blot et enkelt vers i den bog, der er kilden til dem alle, uden at strejfes af ufortjent, hellig og skånselsløs nåde?

soft as your pillow

Til dette arbejde føjede sig med tiden et andet. Michael og Dennis havde nået den overbevisning, at deres samtaler efterhånden var på et niveau, som rimeliggjorde deres nedfældelse, og varetagelsen af denne betroede de nu mig. Jeg behøver næppe sige, med hvilken ærbødighed jeg tog imod. Denne ærbødighed fortsatte med at rejse sit hoved alt højere i mig under arbejdet, selv om det krævede min yderste koncentration, og jeg måtte udføre det efter mine nedslidende pakkeleverancer, hvor jeg halvt hensunket på en skammel lagde mine vakkelvorne øren til deres drabelige dyster på tanke og begreb, mens det gradvist dæmrede for mig, at det, som de i sidste ende kæmpede om, var min sjæl og dens forhold til religionens ibenholtsmysterier. Af alt, hvad jeg hørte, og det var meget, skal jeg her kun gengive en samtale, fordi den klarest forekommer mig at rumme forskellen på de to tænkeres væsensforskellige karakterer, og fordi den samtidig skulle være den sidste, som via mine snirklede øregange, hvor hammer, ambolt og stigbøjle vidunderligt samvirkede til at skubbe lydbølgerne af sted, nåede min hjernes våde metafysik, for denne samtale førte så at sige til den endelige fase i mit forhold til Dennis og Michael.

(femte kapitel her)

En tanke om “gadji beri bimba #4”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *