gadji beri bimba #3

Tredje afsnit
af Nicki B. E. Hansen

 

(andet afsnit her)

 

Hvis min beskæftigelse med pornografisternes verden havde præsenteret mig for en forfinet systematik af nærved uoverskuelig kompleksitet, måtte jeg nu sande, at den for intet var at regne mod de højere tankers vældige buskads, hvor en vidtforgrenet nomenklatur, hvis formål var præcision, hurtigt fik den famlende begynder til at miste enhver orientering, mens den dog konstant lovede ham muligheden for at genvinde overblikket, hvis han læste en bog, et kapitel, en side eller blot en sætning videre. Så det gjorde jeg. Sætning efter sætning, indtil de dannede sider, side efter side, indtil de dannede kapitler, kapitel efter kapitel, bog efter bog, hyldemeter efter hyldemeter, oppefra og ned, gennem den ene reol efter den anden, sektion på sektion i bredden, abstraktion på abstraktion i højden og altså kort sagt finpudset tanke efter finpudset tanke udtrykt i gale horder af angribende og udfremslyngede ord. Her stod voluntarister over for rationalister, for var Gud ren og ubunden vilje, eller var Hans vilje (og hvorvidt ville det så sige Ham selv?) altid allerede også fornuftig og derfor ikke på vej mod hvad som helst, selv hvis han ville, eller var der med andre ord snarere noget, han ikke kunne ville, fordi det stred imod Hans fornuft (og hvor meget af Ham måtte den i så fald udgøre?), eller stred det omvendt mod vores fornuft at forestille os, at der var noget, som han ikke skulle kunne ville, og hvis ikke, hvad kunne det i så fald være? Her fandtes quartodecimanister og ebionitter i strid med hinanden og med pelagianere og arvesyndens augustinske teoretikere; her var sabellianister, for hvem Faderen, Sønnen og Helligånden er tre aspekter af samme Gud, snarere end hvad ortodoksien lærer, at de er tre personer i én Gud; her var feeneyister, hvis kraftfulde hævdelse af princippet om extra Ecclesiam nulla salus endte med at true Guds universelle frelsesvilje, og her var aquinatiske og scoticistiske skolastikere, enige om kristendommens stamme, men uenige om dens rødder og krone; her var den hellige Frans’ milde blik og Savonarolas moralske heroisme, kroppen var den blidt genstridige broder Æsel, og kroppen og dens proteser i alt andet end de mest beskedne møbler og beklædningsgenstande var kilden til al synd og fordærv, byerne og deres tumult, sagde den hellige Hieronymus, gør man vel i at undgå, for da skal man aldrig miste sin kaldelse, og i byernes brændende liv opstod dominikanerordenens prædikebrødre, Herrens og inkvisitionens hunde, mens jesuitterne byggede deres hovedkirke midt i et romersk gadekryds, og så pyntede de kuplen i Det romerske Kollegiums kirke med trompe l’oeil-malerier, mens de Apostolske Konstitutioner århundreder tidligere havde hævdet, at malere af værker af selv mindre illusionistisk karakter måtte opgive deres hverv, før de kunne optages i de helliges samfund, og byzantinske kejsere i flere omgange forbød brugen af billeder, hvad senere både Calvin og Zwingli, om end af delvist andre årsager, også skulle gøre; her var modernister og gammelkatolikker, piusbrødre og kalixtinere, der siden skulle kaldes utraquister, og som gjorde krav på at modtage nadveren i begge skikkelser, også vinens, og af dem skulle endnu senere udspringe de bøhmiske brødre, hvis frimenigheder søgte tilflugt i det tolerante polske kongedømme på Stefan Batorys tid; her var mono- eller miafysitter og nestorianere og mellem dem læren om Jesus Kristus som på samme tid Gud og menneske ”ublandet og udelt”, og der var akakianister, som selv efter koncilet i Kalchedon ønskede forsoning med miafysitterne.

lazarus is dead

Det holdt aldrig op. Her var gudsbeviserne hos Thomas Aquinas, ifølge hvem Gud ikke bare står for enden af virkeårsagernes, eksistensernes, finaliteternes og tidens kæder, men også står over dem som årsagen til kæderne selv og som værens yderste grund, actus purus og den eksistens, hvis essens er eksistens, og hos Anselm af Canterbury, som tænkte, at forestillingen om Gud måtte antage eksistensen af Gud på en måde, så eksistensen af Gud blev betingelsen for forestillingen om Ham, en argumentation, som Kant senere skulle både misforstå og modbevise, hvorefter ingen eller i hvert fald kun meget få har turdet fremspinde nye gudsbeviser, men til gengæld har fremsat en del for Hans ikke-eksistens, hvad der på sin side ikke har afholdt nogen fra fortsat at spekulere over, hvem eller hvad Gud er, dersom det antages, at han eksisterer; og alt dette var som et gigantisk mangedimensionalt skakspil, hvor en bonde (lad os sige forestillingen om menneskets fri, men fordærvede vilje) skudt et felt frem fik konsekvenser for det ene tårn (for eksempel antallet af Kristi naturer og graden af deres selvstændighed) og for dronningen (som kunne være menneskets frelsesmulighed) samt kongen (Gud selv, og det i alle Hans personer, for så vidt der faktisk er flere af dem, og for så vidt de faktisk er personer) og i det hele taget for alle andre brikker på brættet. Og på det skakbræt spillede jeg endeløse partier med mig selv og med hele teologiens historie som dialektiske modstandere, hvis træk var både angreb og støtte, og den sejrspalme, vi spillede om, var frelse, og den fjende, der som en fed og grotesk overdommer belurede alle vores træk, var fortabelse.

every day is a good day

I min neurasthenisk nedbrudte tilstand var det hård kost, og jeg kan på ingen måde påstå, at jeg forstod, hvad jeg læste. Dog mærkede jeg ligesom en opløftelse snige sig over mig i månederne der gik. Jeg fik mad gennem en luge i døren, en slags kattelem med gamle ridser som af kløer eller negle, men det, jeg levede af, var ord, og det, jeg spiste var tanker. Jeg sov på en seng af Schleiermachers værker og forrettede min nødtørft bag et middelalderligt aflukke af indbundne manuskripter fra St. Viktor abbedi. Min hovedpine blev sjældnere, mit blik klarere, og mine nerver oplodes langsomt med den pureste psykoelektricitet. Med til dette hørte også de livlige diskussioner, som Dennis og Michael efter lukketid førte i butikkens baglokale, og som gennem rør eller gulvbrædder trængte ned til mig. Det var, som om de altid adresserede netop den hermetik, som min hjerne var i færd med at åbne, og således hjalp mig til at forstå, idet jeg udstyredes med en Ariadnetråd, en minimal orientering i det Knossos af tankegange, som ellers labyrintisk truede med at opsluge mig. Det er kun på overfladen et paradoks, når jeg siger, at jeg blev nedbrudt af min opbyggelige læsning, men også opbygget af dette nedbrud, og i deres visdom, hvis det var det, det var, for som man vil se, skulle jeg senere få grund til at tvivle derpå, fastlagde mine mentorer denne nydannelse af mit inderste væsen og skubbede mig sikkert, om end hemmelighedsfuldt igennem den. Og så en dag åbnedes døren.

2 tanker om “gadji beri bimba #3”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *