Hærværk
Han stirrede op i det hvide, firkantede loft. Øde som hans livsanskuelse. Kun en lampeskærm med udflydende farver rørte sig svagt i gennemtrækken med en vandmands spøgelsesagtige bevægelser – som et menneskesind. Hvor var det loft stort og øde. ”- Livsanskuelse? Ha ha! – Hvor vil De hen? Lebensanschau-ung!”
– Tom Kristensen
Min livsanskuelse er lige så øde som mit kridhvide loft
når man ser bort fra to kroge i mit loft
der ikke modsvares af noget tilsvarende i min livsanskuelse
måske lige med undtagelse af en enkelt der er faldet ud
og har efterladt et hul i pudset
der får én til at stille sig op på en stol for at kigge på det og gratte i det
så det vokser sig større
og til sidst fylder hele lokalet med støv

Verden, tid, stjerner
Denne verden er en dans
vi er støvet
hvirvlende efter balkjolerne
Og tiden
er skideligeglad
den går bare
i os glider den
som skyer på himlen
en større tavsheds stædige talebobler
For kun stjernerne
er deres drømme
vi andre
kan knap nok
huske vores
Læs om og køb Rasmus Ørndrups dobbeltdebut her