gadji beri bimba #2

Af Nicki B. E. Hansen
andet afsnit

 

(ikke læst første afsnit endnu? Her!)

 

Nu udspillede sig en livlig, om end lavmælt diskussion mellem de to mænd. Jeg var ikke i stand til at forstå alt, hvad de sagde, men kunne dog opfange, at den ene mente, at de skulle lade mig blive, for han troede, at de havde noget her, mens den anden på ingen måde kunne se, at der skulle være brug for flere. Efter et stykke tid, i hvilket jeg havde stået med åben mund, og mine øjne var blevet yderligere fyldt med en langsom gråd, hvis overordentlige hulk, jeg ikke er sikker på, at jeg kunne skjule for omgivelserne, vendte de sig om mod mig.

”Græd ikke,” sagde manden i lærredsbukserne og viste mig hen til en skammel bag disken.

”Jeg er stadig imod,” sagde manden bag kassen.

”Det er Dennis”, sagde manden i lærredsbukserne, ”han siger, at han er imod”.

Herefter præsenterede han sig selv som Michael. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Også pornografismen, som jeg både praktisk og teoretisk havde dyrket i mit tidligere liv, og som ikke engang Sara helt havde kunnet vænne mig fra, hørte jo til det, jeg ville lægge bag mig, og jeg indså ikke, hvordan det skulle kunne ske et sted som her blandt tusinder af klinisk glitrende titler.

 

Mens jeg endnu rådvild og med en følelse af fortabelse sad på skamlen, kunne jeg se, hvordan butikkens kunder fortsat gik frem og tilbage og betragtede de udstillede varer, kiggede omhyggeligt på dem, udvekslede, hvad jeg tænker har været erfaringer og kritiske kommentarer, kort sagt en slags forbrugeroplysning, med hinanden, hvorefter de stillede varen tilbage på hylden eller lagde den ned i en af de små, røde indkøbskurve, de alle bar under armen, for endelig at henvende sig til kassen, betale og forlade butikken. Det var blevet sent på natten, måske næsten morgen, da den sidste kunde gik, og Dennis drejede nøglen om i døren. Han satte sig ned og sukkede udmattet.

 

medicine and sickness cure each other

 

”Og så er der dig,” sagde han og vendte sig om mod mig. Hans ansigt var hævet omkring øjne og mund og hans hår tyndt og ukæmmet.

”Tal,” bød Michael mig nu med en stemme, jeg fandt umulig at trodse.

Jeg talte. Jeg gengav dem hele mit livs fattige historie i alle de usle detaljer, som jeg samtidig ønskede at glemme, helt frem til det afgørende nederlag og videre til det øjeblik, jeg var gået ind ad døren til deres butik. Da jeg var færdig med at tale, så Michael på Dennis. Denne skjulte nu sit blik, og Michael vendte sig om mod mig.

”Søger du ansættelse?” spurgte han.

”Ja,” svarede jeg.

”Så ansæt ham da,” svarede Dennis og så på mig. ”Men beklag dig ikke.”

 

Nu fulgte en lang tid, min første oplærings tid, i hvilken jeg arbejdede for Dennis og Michael. Uden for butikkens åbningstider sov jeg på den slidte og tilsudlede madras i baglokalets kulde, mens jeg inden for åbningstiderne, når butikkens to ejere viste sig, førtes igennem hele deres udbud, der ligesom dannede et vældigt katalog over al menneskets perversion. Der var ikke det tænkelige eller utænkelige behov, som ikke var repræsenteret blandt de talrige reoler, som ud over kassetter også rummede, magasiner med billedtryk og manuskripter fulde af ord i så frastødende former, at enhver måtte væmmes derved. Samlingen, som de kaldte det, virkede lokalets ringe størrelse til trods uudtømmelig, og selv hvis jeg ønskede, ville jeg ikke kunne gengive alt, hvad jeg der så. Cunnilektorer, sodomitter og pæderaster, orto- og antivaginalister, hvis uforenelige interesser ifølge Merxner og Breslauerinstituttet simpelthen var identiske med urkampens metafysik og roden til alle krige udkæmpede af historiens psykosexuelle samfundsdannelser, mens de ifølge Severini på et dybere niveau var kontemplære og helhedsskabende ”på samme måde som dag og nat, som ebbe og flod, som ind- og udånding”, hvorved de dannede en kosmisk harmoni, uden hvilken mennesket ville gå til grunde i uorden; de penildistante, som i Corneliussens ”Afstandtagen til mandens køn blandt menneskene og folkeslagene” inddeles i fire skoler, voyeuristerne så vel som de lukkede øjnes fantasmatikere, de almindeligt håndsky så vel som de lesbisk smittede; mammalianere og udøvere af genuflektisme, hvis særlige positioner og greb medfører en grufuld forkrøbling af benene, på hvilken novicer og mestre let genkender hinanden, de generelt og de særligt homoseksualiserede og de, der ønsker en sammenblanding deraf eller af hvad som helst andet, alle kom de der, alle fandt de noget, og alle udvekslede de erfaringer og kommentarer hen over butikkens oplyste varer. Jeg spiste næsten intet og beklagede mig ikke længere, mens jeg mærkede smulerne af min sjæl brydes yderligere ned i konfrontationen med disse skraldetårne af psykisk nerveopkast. Der gik måneder, måske år.

enter transformed - writer

 

Da jeg så vågnede en dag, stod Dennis og Michael bøjet over mig.

”Det er på tide,” sagde de og bad mig om at følge dem. Michael åbnede en dør, som jeg ikke tidligere havde bemærket, og førte mig ned ad en trappe til et mørkt og jordslået kælderrum, hvor der stank af mug og hengemt rotteliv.

”Verden er dyb,” sagde han, ”og tilhører ikke pornografisterne.”

”Forbandet være dem,” sagde Dennis.

Da rakte han mig en lille lygte, som hang over dørkarmen. I al overraskelse mistede jeg imidlertid grebet om den, og den faldt til jorden.

”Saml den op,” bød Dennis.

Jeg bøjede mig ned og famlede på jorden efter den hårde stav. Da jeg endelig fandt den, tændte jeg med det samme for den og så et svagt lys glide ud af dens hoved.

”Du er nu alene”, sagde de, og inden jeg fik rejst mig op, hørte jeg døren bag mig lukke og smække. Jeg kendte dem godt nok til at vide, at de mente, hvad de sagde, og brugte ikke kræfter på at banke på døren. Den ville være lukket, indtil de åbnede den. Med lygten i hånden begyndte jeg nu at undersøge kælderlokalet nærmere. Det viste sig, at også det var fyldt med reoler, og først troede jeg, at jeg var blevet spærret inde på deres hemmelige lager, og det var jeg vel også, men dette lager rummede ikke mere af samme slags som butikken, for i reolerne, det var fugtige og vakkelvorne stigereoler, hastigt sammenflikkede og hastigere opstillede, stod lutter bøger. Da mine øjne havde vænnet sig yderligere til det sparsomme lys, kunne jeg begynde at læse titlerne på bøgernes rygge. Til min forbavselse viste de sig alle at være af filosofisk, teologisk, moralico-religiøs medsamt kirkehistorisk art. På en hemmelig måde og straks begreb jeg, at de alle skulle læses, før døren igen ville åbne sig, og samtidig med, at jeg slog op i William af Auvergnes ”Cur Deus homo”, tog jeg hul på min dannelses anden fase.

(gå til tredje afsnit)

En tanke om “gadji beri bimba #2”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *