MAXIMUM BONJOUR af Jon Eirik Lundberg

jon e lundberg
pALE pOETS:
fjerde digtsamling

 

Jon Eirik Lundberg har flere norske udgivelser bag sig, blandt andet en bog kaldet Sverige. ‘Maximum Bonjour’ er en større digtsamling, der indtil videre afventer udgivelse i bogform. PalePoets bringer tre digte. Om samlingen, skriver Jon:

 

MAXIMUM BONJOUR kom til mig sådan som titlen siger det; som om der var gået en champagneprop af reptilhjernen, og kaskader af flydende ord skyllede hen over den frontale neo cortex ligesom brølende biscaya-bølger mod den baskiske kyst.

Et par uger forinden var jeg kommet tilbage fra en tur i Andalucien, for at det ikke skal være løgn. Alle skrivende ved hvad dét betyder. Man vil gerne ind i Alhambra, men man får aldrig billet. Det bliver med de ydre zoner af borgen, sammen med de øvrige tre millioner turister. Altså det sædvanlige antiklimaks, som i sig selv er blevet en rejses hele formål.

Uforløst skuer man ud over Vegaen og tænker på Suzanne, et maleri av Picasso, kartoffelmarker og tage med tagsten i ujævne rader. Man ser, at Lorca havde ret, træerne er løbende heste. Det er et særligt træ, jeg husker ikke hvad det hedder. Akacie? Men den er god nok, selvfølgelig. Lorca er kun øjne, ikke digtning. Så, efter hjemkomst, får jeg besøg. Rigtig fint besøg endda. Det nærmeste jeg kommer et syretrip når nu syre proper ikke er aktuelt. 27 er alligevel passeret. Jeg sidder over nogle bøger. Jeg har netop læst Erik Klawonn, kort efter han døde. Jeg mediterer lidt over en forestilling om at rejse rundt uden mål og mening i al evighed. Der vælter ind tekst. Jeg står ligesom en fyrbøder i bunden af Titanic, længe inden isbjerget. Bare denne gang kommer kullet ud af ovnen og skal skufles til side. Alt kullet kommer ud igen som generationer fyrbødere har smidt ind i ovne. Kort efter ankommer Hr. Diesel til B&W i København, og Lean Nielsens krybbe stilles frem. Universets indre kernekraft træder frem i den smeltende syntaks. I verbernes lemmen-agtige flugt gennem prædikaternes gyder. I lyden af filtpennespidsens fugleklo-kradsen på papiret sider ned. Som en rastløs fugl sidder jeg der, Norwegian Blue, sømmet til pinden.

Nabokov siger om Gregor i Kafkas “Metamorfosen” at han – forvandlet til en bille – har vinger under sine skjold, han ved det bare ikke. Idet MAXIMUM BONJOUR går igennem mig opdager jeg om ikke vinger så det vægtløse. Men er det også sandt? Det ordene ser? Det synet siger? Så meget ved jeg nu: Der er nogen der holder tekst op foran vore øjne for at aflede vor opmærksomhed.

 

Hent tre digte fra MAXIMUM BONJOUR af Jon E Lundberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *