gadji beri bimba #1

af Nicki B.E. Hansen
første afsnit

 

Det var i en velkendt, rastløs træthed efter den lange rejse, at jeg på Hotel Metropols værelse 206 åbnede skuffen i det lille bord og stille greb ud efter folderen med telefonnumre for i stedet at støde på det noteshæfte, hvis indhold gengives her. Hæftet var slidt og krøllet som efter lang tids ophold i en taske eller lomme, men det virkede ikke gammelt. Krøllernes folder var stadig skarpe, papiret endnu hvidt og hele slitagen så at sige frisk. Af trang til forandring, det formoder jeg i hvert fald, opgav jeg at ringe efter en, der kunne have hjulpet mig igennem rastløsheden, og lagde mig nu alene på sengen med to puder under hovedet og hæftet i hånden. Det er under en titel, jeg selv har valgt, den mest passende, jeg kunne finde, at noteshæftets ord viderebringes.

 

Gadji beri bimba – lazaronisk evangelium

 

Det var midt på sommeren, nærmere bestemt d. 20. juli, og det var mit mismods vinter. Jeg havde færdiggjort mine elskede studier på Københavns Universitet, og Sara havde forladt mig. Jeg forlod min toværelseslejlighed på en sidegade til den buldrende Falkoner Allé, og med mig havde jeg alle mine gamle optegnelser og noteshæfter, som jeg senere på dagen brændte i et hjørne af Søndermarken. Jeg havde ikke regnet med, at jeg nogensinde igen skulle sidde bøjet over et hæfte for at føre mit umulige livs ord til papir. Der er imidlertid meget, jeg ikke havde regnet med.

 

I nogle uger levede jeg blandt byens horder af udstødte, syge og hjemløse, alle skrantende og Quasimodolignende væsener, hvis næsten spedalske ydre syntes at være en tro gengivelse af deres indre. De levede som dyr, uden tid, uden omtanke, og udkæmpede drabelige slag om byens store affaldsforråd af fødevarer mod de såkaldte skraldere, som havde gjort kampen om rådnende mad til en mission, hvis endelige formål var at frelse verden, og som over gyder og baggårde spredte deres forlorne idealer med en stank næsten værre end den, der slog op fra overflødighedshornet af udsmidte rester og forældede varer. Fattiglemmer som skraldere var lige hæslige, lige frastødende i deres tvangsmæssige fællesskaber, der hurtigt synes at afløses af de gentagne slags overgribende fællesskab, og fordi alle var iklædt i laser, nogle af nød, andre af lyst, måtte de to grupper kende deres modstandere på anden vis, til hvilken ende den ene udstødte lange, gutturale strubelyde, der lød af ulve og motorcykler, mens den anden benyttede en slags skarp hvislen, der flere gange forekom mig at være et ord, måske endda en hel sætning, selv om jeg aldrig helt kunne opfatte det.

 

come on up to the house

Jeg holdt ikke denne verden længe ud, men vidste heller ikke, hvad jeg skulle erstatte den med, da et rygte, jeg engang havde hørt, meldte sig for min bevidsthed. Rygtets kilde var en tidligere bekendt, en teologistuderende, som vist siden, ifølge andre rygter, bevægede sig ind i reklameindustrien, og som jeg foragtede for denne åbenlyse livsmodsigelse, men fra ham havde jeg en lille oplysning, videregivet med det glatte smil, der altid sad om hans mundvige og ligesom spredte sig ud over hele hans ansigt, og den oplysning skulle vise sig at blive min vej væk fra nattens glammende køtere og torvenes våde bænke. Dengang, sådan havde hans ord lydt, dengang hans sjæl havde været døden nær, var han af en ven blevet henvist til et sted, en slags butik kunne man kalde det, men det var mere end det, for det var også en skole, hvor han havde kunnet finde sig selv under to kyndige mestres vejledning. Jeg begav mig derhen.

 

Stedet lå, hvor højbanen krydser Fasanvejen og således danner en slags unaturligt gadekryds, i hvilket man ikke kan dreje. På bygningens facade trådte den grå beton tydeligt frem mellem flagerne af maling, hvis farve ikke længere retfærdiggjorde ordet hvid. Vinduerne var så små, at man knap kunne se ind bag dem, og døren var lukket. Jeg ledte efter et skilt med åbningstider, men der var intet, og altså fandt jeg et sted blandt containerne omme bagved, hvor jeg gav mig til at vente. Det begyndte at regne. Jeg faldt i søvn og vågnede først ved lyden af en bil, der gassede op og kørte bort. Dagens grå himmel var forsvundet, og mørket dækkede nu for skyerne. Jeg gik om til bygningens forside og så en skjorteklædt mand i mørke flannelsbukser gå ind gennem døren. Jeg kiggede ned ad mig selv og betragtede mit snavsede tøj. Mine bukseknæ var tyndslidte, min trøje, som jeg havde fundet i skraldespanden ved et busstoppested på Vigerslevvej, var plettet. Flere løse tråde stak ud af den, og de beskidte klude om mine hænder ydede ikke længere nogen beskyttelse. Jeg trak en hånd igennem håret og vidste, at jeg stank. Jeg vidste også, at det var min sidste chance, og jeg gik ind.

 

De kraftige neonrør i butikslokalets loft skar mig først i øjnene, men da jeg havde gnedet dem lidt, kunne jeg se, at jeg stod i et veloplyst rum, hvor der langs væggene løb lange rækker af reoler, mens der på gulvet stod flere og lidt lavere reoler eller kasser, som man fra indgangen kunne se henover, så ingen krog af lokalet var skjult. Der var adskillige mennesker derinde, kvinder som mænd, endda flere børn. Flere af dem udvekslede venlige hilsener og kommentarer, mens de vandrede frem og tilbage og gennemsøgte reolerne. Enkelte stoppede endda op i små samtaler. De var alle velklædte, afslappede og selvsikre. Noget til højre for indgangen stod kassen, og bag den sad en midaldrende, overvægtig mand, der på det kraftigste skilte sig ud fra sine kunder. Han var iført en nusset, grå cardigan, bag hvis knapper man skimtede et fedtet, cremefarvet skjortebryst. Han løftede blikket fra gulvet og så hen på mig. Da gik det op for mig, at jeg selv ikke vidste, hvad jeg havde at gøre der, vendte jeg mig om og sprang mod udgangen. Der stødte jeg imidlertid ind i en mand, som var på vej ind gennem døren, og vi slog vores hoveder sammen med et højlydt smæld, hvorefter jeg vaklede tre skridt tilbage og faldt. Ingen af kunderne reagerede tilsyneladende på dette, men manden, som jeg var løbet ind i, tog sig let til hovedet og gik så hen til mig og strakte en hånd frem.

you can be sure I will never stop believing

”Undskyld,” sagde han.

Jeg tog imod hånden og kom på benene. Over en hvid skjorte hang en lyseblå pullover, mens et par lyse lærredsbukser faldt omkring hans ben. Han smilede og spurgte, om jeg var i orden.

”Han var på vej ud”, sagde manden bag kassen.

”Virkelig?” sagde manden i lærredsbukserne.

”Ja,” sagde jeg.

”Men du har ingen varer med,” sagde manden i lærredsbukserne.

”Han er ikke en af vores kunder,” sagde manden bag kassen.

”Nej,” sagde jeg.

Vi stirrede på hinanden.

”Faktisk,” sagde jeg, men afbrød mig selv.

”Faktisk hvad?” spurgte manden i lærredsbukserne.

”Lad ham gå,” sagde manden bag kassen.

Manden i lærredsbukserne kiggede på mig. Jeg så bort og ventede.

”Faktisk,” sagde jeg så, ”ved jeg ikke helt, hvorfor jeg er kommet, og måske er det slet ikke det rigtige sted.” Og mens min stemme forsvandt til en hvisken, fortalte jeg dem historien om min bekendte, der havde henvist mig til denne adresse for min sjæls frelses skyld.

”Den slags sælger vi ikke,” sagde manden bag kassen og nødede mig til at snuse i reolerne.

Jeg gjorde, som han sagde, og vendte mig om mod den nærmeste reol og husker endnu, at ordene ”Anal Exploration” som de første lyste mig i møde. Jeg forstod det ikke, og febrilsk og pludseligt svedig lod jeg øjnene løbe fra de to angivne ord, som dannede overskriften for en hel sektion, og henover resten af reolens indhold, der ikke bestod af andet end smalle rygge, hvis titler tilkendegav et indhold af entydig karakter og tilsyneladende spændende fra anvendelsesorienteret materiale for brokvarterernes nyrige skarnsadel til studier for de professionelt perverse, og mens mine smudsige øjne gled henover ”Indføring i analistik – en håndbog”, fyldtes mit sind med afsky og rædsel, og jeg mærkede, at et sidste håb sprængtes i mig. I min fortvivlelses afgørende time var jeg blevet drevet mod dette sted som mod en sirene, og nu åbenbarede det sig for mig som et falsum, et knusende klippeskær og en slibrig hule for byens skændige pornografister, fjernt fra alle muligheder for den sjælelige fornyelse, jeg så voldsomt krævede, hvis jeg ikke skulle tilbringe resten af mine dage mellem det gamle og mislykkede liv, som jeg havde forladt, da Sara forlod mig, og det nye liv, som jeg – eller i hvert fald noget i mig – havde forestillet sig som en fjern, palmebegroet kyst under en lysende himmel, og som opholdet blandt byens udskud blot skulle have været overgangen til. Men jeg indså, at jeg måtte vende tilbage til disse udskud, til rakkerpakkets forråelse, til de kolde bænke og de grove ord og hænder på byens herberge, og udpinte tårer, mere salt end væske, begyndte at stå mig i øjnene.

Andet afsnit: her

En tanke om “gadji beri bimba #1”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *