af Christian Bonde Korsgaard
HELT ALENE FORAN ALLE DEM
Alt gemt i søvnen for hvilken forbrydelse. Ja, jeg spørger.
Alt er jeg med skæbnens kolde løgne og efteråret det nærmeste
vi nogensinde kommer sandheden svævende i en blå sten.
Jeg tror at det jeg er er det eneste jeg er og at alt det andet
vil forvandle os til dagslys. Har jeg da ikke fortjent
mine brandsår af denne skrift uden ophør
uden øjne hvor døden har slettet sine tænder
i mit kød. Jeg spørger. Jeg tabte
mig selv ned i larmen fra alle de andre da de
bad ned til den gamle gud i jorden og nu
er det for sent. Kejseren kommer. Skynd dig. Tro
dine egne øjne. Med min hånd mod et misfoster
af lyset vågner jeg for første gang i vinden. Er du med?
En storm er på vej, vores storm, vores vej. Den sidste tid
er lige forbi og nu falder regnen for at lægge vores minder
om havet og solen til hvile i sølv.
Den dag alting går i stykker vil
mit spøgelse stå på den sidste bro
og holde øje med at dit inden længe
falder lige ned i en bog af vand.