Af Jasmin S
som universet der
lukker sine porte
bedst som stjernerne
stod klart
og månen rund
stod øjnene
og sjælen
på randen
af en vulkan
et brændende
sammenbrud
————
hun sad længe oppe
tænkte over hvad
livet gav
og væggene
knirkede og gulve
gav efter
imens røgen
snoede sig om
håndledet
gennemsigtige
dæmoner på færd
———-
bliv lidt endnu
bliv lidt endnu
hviskede munden
til mørket
du har fortjent
en hungrende sjæl
som jeg
så knugende tæt
i evighed
tilgiv mig at jeg
sover
————
drejebogen ridser
erindringer gennem
klør af tigerdyret
fra bevidsthedens fængsel
til nutidens ofre
af forladthed
og alt står i neon
på sidste side
—–
du har ikke hørt
fra mig endnu
du har ikke hørt
det sidste
fra mig
du har altid
vendt det døve
øre til
når livet
kulminerer
jeg venter skriger
dit navn
—-
som sommerfuglevinger
porøst viftende
henover en stille
sommerdag hvor lyden
af kirkeklokker er
det eneste
åndedrættet
sådan bygger du
i mit hjerte
——
vig uden om
vig uden om
fortryd ej
når mudderet sidder
i knæhaserne
vi kan alle feje
os op så længe
sjælen er ren
som et lille svin
på økologisk jord
—–