Ken Follets ‘Jordens søjler’ og ‘Uendelige verden’ – anmeldelse

 

 

Ken Follets ’Jordens søjler’ og ’Uendelige verden’ kommer næppe op på niveau med klassikere som ’Klokkeren fra Notre Dame’ eller ’David Copperfield’. Alligevel har de ting til fælles med mesterværkerne:

Af

Bøgerne er lige så omfangsrige. Ken Follet suger dig ind og får dig til at sluge siderne undervejs – og han skaber et vandvittigt kompliceret plot, der aldrig virker uoverskueligt, men forløses og går op i en højere enhed i ALLE – ja, jeg mener alle detaljer.

Som ren og skær storyteller er Follet uovertruffen. Der findes kun få ved siden af ham.

Ken Follet jordens søjler uendelige verden Personer persongalleri
Klik for overblik over persongalleriet i Ken Follets ‘Jordens Søjler’ og ‘Uendelige verden’

Dette er en anmeldelse af Ken Follets ’Jorden søjler’ og ’Uendelige verden’. Bøgerne fylder 779 + 1063 sider. Min anmeldelse fylder 2 ½, så tilgiv den overfladiske gennemgang.

Og lad mig sige det igen. Jeg beundrer virkelig forfatterens evne til at plotte. Prøv og tænk, hvor meget lort du får ind via fjernsyn, radio og nettet.

Ken Follet holder dig fanget gennem 1800 sider og du får, hvad du forventer. Ikke den dybe litterære og eksistentielle oplevelse, men for fanden en god historie.

Datidens største byggeprojekter

’Jordens søjler’ og ’uendelig verden’ foregår i og omkring den fiktive by Kingsbridge i Sydengland. Jordens søjler foregår fra 1120-1174. Så går der næsten 200 år til Uendelige verden, som udspiller sig fra 1327-1371.

Historierne fortælles i tredje person fra en 15-20 hovedpersonpersoners synsvinkel. Det er karakterer lige fra toppen af magt-herakiet i Kingsbridge, dvs. jarler og biskopper og ned til bunden, fx Gwenda – datter af Joby, som fik hugget hånden af for tyveri, lever et rakkerliv med sin familie og fx sælger Gwenda for en ko.

Mellem alle disse synsvinkler prioriteres de personer højest, der har at gøre med byggeriet af Kingsbridge katedral. Gennem bøgerne bliver den bygget og tilbygget af hhv. Tom og Jack i Jordens Søjler og Merthin i Uendelige verden. Det sker på foranledning af forskellige bygherrer og af bygmestrenes egne viljer til at skabe og efterlade sig noget stort og smukt.

The prestige

Katedraler er datidens største og naturligvis mest præstigefyldte byggeprojekter. Der er katedralbyggeriet og byggeri i det hele taget, der er motor i begge bøger.

En stor katedral betyder fine gæster til byen, fokus blandt de omgivende byer, handel og dermed magtkampe, intriger, jalousi og had.

Med katedralen som omdrejningspunkt kommer 100-vis af viljer på tværs af hinanden og et kæmpe epos mellem godt og ondt tager form for den ivrige læser.

Det virker

Bøgerne er spændende som en spændingsroman, men gør brug af flere virkemidler bl.a. i den forstand, at det ikke kun er een forbrydelse, det gælder opklaring af.

De virker vel-researchede. Det er uklart, hvad der virkelig var og hvad Follet selv har fundet på, men lad os bare sige, at du bliver klogere på livet i middelalderen.

Du bliver i hvert fald klogere på kirkebyggeri – og fra en forfatter-teknisk synsvinkel er det interessant, så mange tekniske detaljer, forfatteren får med uden, at det nogensinde bliver kedeligt.

Næste gang jeg besøger Prag eller andre byer med gotiske bygningsværker, ser jeg efter anderledes efter ting som hvælvinger, søjler og spidsbuer. Bøgerne vækker interessen.

Ved siden af den mere objektive viden om tid og monument giver Follet læseren en historie, der udfolder sig gennem krig, politik, forbrydelse og kærlighed. Han skriver gribende og levende og ikke et ord mere end læseren kræver af dramatisk fremdrift i historien. Det er krimi, thriller, men plottet stikker i flere retninger.

De onde

Der er gode og der er onde. En sjælden gang indimellem findes de snedige blandinger, som vi er flest af i det virkelige liv.

Vi når sjældent eksistentielle dybder. Alligevel synes jeg især William Hamleigh fra Jordens søjler er meget fascinerende. Han tæller blandt bøgernes absolutte skurke. Gennem ham lærte jeg noget nyt om mennesket. Det er en lærdom om arketyper. En mand, som ham har måske aldrig eksisteret og alligevel får du fornemmelsen af, at han eksisterer i små portioner også i mig.

Paranoia og ondskab

Det er sikkert banalt for min kære læser, men jeg har aldrig rigtig forstået, hvordan paranoia kan blive ufattelig ondskab. Jeg har flere gange hørt det psykologiske ræsonnement, men har aldrig fået indsigten ind under huden, fordi jeg aldrig har mødt det troværdigt udlagt i en historie, film eller et andet kunstværk.

For mig var paranoia noget med at kigge sig over skulderen – noget med angst, frygt og flugt og lige det modsatte af den aktive skånselsløse indgriben i dit liv.

Jeg må rose Ken Follet for gennem William Hamleigh, at vise, hvordan paranoia og mindreværd kan manifestere sig i ren og utilsløret ondskab.

William, som bliver jarl brænder landsbyer ned, dræber og voldtager kvinder og børn for sjov. Han kan kun få den op at stå, når han tæsker kvinden, men det er ikke hans afstumpethed og totale mangel på empati, der er fascinerende. Heller ikke hans barndom og forhold til moderen. Lignende har vi set tusind gange, nej en million gange før.

Det er motivet til at gøre, som han gør. Han har et vanvittigt behov for at sætte sig i respekt. Han har intet ønske om, at folk skal se op til ham for hans ædelmod og fine karakter. Han er totalt psykopat og betragter ikke sine medmennesker som mennesker. Det er han ikke i stand til.

Respekten, han får gennem omgivelsernes frygt, er nok, men William er aldrig rigtig sikker på, at de virkelig frygter ham. Derfor gør han, som han gør. Jeg kan næppe forklare det bedre. Forklaring giver heller ikke mening her. Du bliver nødt til at læse bogen.

De Gode

De gode portrætteres mest som genier.

Nogle, som bygherre Prior Phillip og den tidligere Jarls datter, Alina, er fremragende organisatorer. Andre som Jack og Merthin, der bygger kirken, er geniale ingeniører. Når man følger dem, er det lidt som at følge hovedpersonen i ’Good Will Hunting’. Det er ikke, at de plages af samme livsforvirring, men Follet får dig til at identificere sig med karakteren på en måde, så du næsten tror, du er dem og kunne have gjort det samme.

Sum a summarum er, at vi aldrig når de dybeste kamre af menneskesjælen. Alligevel bliver personerne aldrig så flade, som fx Steven Kings.

Fem ud af seks stjerner

Gennem ’Jordens søjler’ og ’Uendelige verden’ slår Ken Follet endnu en gang fast, at han er mester-plotter og mester storyteller. Som plotter og fortæller har han samme talent, som Dickens og Hugo. Det er så en påstand, jeg våger.

En dybere mening skal du så lede længe efter, men what de fuck – når du underholdes sublimt undervejs!?

Udgivet af

Torben Slot Petersen

Administrator og ophavsmand bag PalePoets.com

3 tanker om “Ken Follets ‘Jordens søjler’ og ‘Uendelige verden’ – anmeldelse”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *