Gamle liv

Af Steffen Baunbæk

Karens sjette sans

1
Mormor lagde hver dag en sukkerknald i køkkenvinduet, og man måtte ikke røre den. Den var til storken, sagde hun. Når man mindst ventede det, ville den lande ude på gårdspladsen, snappe den lille, søde terning og række en baby ind ad vinduet som tak. Hun gjorde det, selvom det var november måned. Alle vidste, at storken var i Egypten. Jeg ved stadig ikke, hvad hun håbede på, og undrede mig til tider over hvilket væsen, der havde efterladt mig, som var født i december. Men jeg ved, hvem der tog sukkerknalden.

2
Mormor stillede hver jul en stor skål risengrød op til nissen på loftet. Der kunne den så sidde og spise den herlige ret, der leveredes komplet med kanelsukker og smørklat, mellem syltetøjskrukker, gamle ketchupflasker fyldt med solbærsaft og krøllede aviser fra starten af 70’erne. Hun syntes vist, hun skyldte den noget, og det gjorde hun måske også. Resten af året var den pakket ned i en papkasse sammen med væsener af vat.

3
Mormor kunne ofte, da han var død, se morfar i gangen, når lyset var dunkelt. Om natten kunne hun høre ham trække vejret tungt ved siden af sig i dobbeltsengen. Ved spisebordet i stuen var der ingen af os andre, der vovede at tage hans faste plads. Og når vi ikke var der, talte mormor med ham om vigtige ting. Han forstod det hele, og hun forstod alt det, han aldrig sagde. Da vi stod omkring hende nede i kapellet, var hele flokken tavs.

4

Mormor kunne ikke lide at blive fotograferet. Dækkede gerne ansigtet eller vendte sig væk. Visse folkeslag siger, at man mister sin skygge, når blitzen bliver udløst, og de har ret. Nu bliver hun længere, mens solen skruer sig ned bag horisonten.

 

your words are the sails

 

Album – til Anker Pedersen

1
I køkkenet fortæller farfar om dengang, hvor oldemor og ham besøgte tipoldefars gård ude i Grølsted. Hvordan de kørte hele vejen fra Låsby i hestevogn, hvilket tog en god dags tid, og blev mødt med sagosuppe og en varm seng. Men det, der til sidst får ham til at smile, er mindet om kjolerne, skjorterne og lagenerne, der dansede i vinden på tørresnoren omme i baghaven.

2
Efterårspløjningen er gået i gang. Jeg sidder på farfars ene lår, og med det andet styrer han speederen på sin Massey Ferguson. Regnen trækker lange striber ned ad ruden, og det sker, at de tunge dæk laver spin i den opblødte jord. Men han synger så højt, mens han drejer på rattet, at kragerne trækker mod syd, og anemonerne begynder at spire i starten af oktober.

3
Farfar vender hjem til Låsby efter en tid i Livgarden. Med sig har han billeder af sig selv i bjørneskindshue og et vældigt godt renommé mellem pigerne i byen. En af dem er Esther, som er datter af en cykelhandler i Kongstrup, og en lang, varm sommer går de rundt arm i arm med sommerfugle i maverne uvidende om, at de en dag skal blive til støv på en spraglet, flygtig vinge.

4
Værkstedet er farfars allerhelligste, og døren er altid åben. På væggen hænger der et billede af Dronning Margrethe samt et fidusmaleri af en stråtækt gård med mudrede pløjemarker og stynede popler. På arbejdsbordet ligger bunker af søm, ståltråd, twist, værktøjer, dåser med kit og gamle avisudklip stablet op ved siden af friske frugter fra haven, en lettere stribet kaffekande og en skrammet transistor, som altid er stillet ind på P1. Rundt omkring står der halvfærdige projekter af enhver art: Træblokke, som er ved at finde ind til en skulpturel form, kun farfar fornemmer, og endnu ganske rå manglebrædder, som enten skal sælges eller foræres til familien. Når han står her, taler han om alt og intet, men altid på en måde, hvor man aner, at han er ved at nærme sig noget væsentligt. Og en dag, jeg kommer derned, har han lavet en flitsbue til mig. Er temmelig sikker på, at han ikke engang har tænkt over, jeg er skytte.

5
Esther og farfar har lige købt Vestergården i Voel. Syd for grænsen dingler der jøder i gadelampernes gasskær, og landegrænser, de fleste har taget for givet, blændes pludseligt væk af blitzlys. Her i stalden er der kun flagermuslygtens ujævne flakken hen over halmen og køernes brølen, som med ét føles umådeligt skræmmende og fremmedartet, fordi den nu tilhører dem.
6
Vi ligger i hullet på gravhøjen og stanger tænder med hvert vores tørre græsstrå. Efter et stykke tid falder vi i søvn. Neden under os ligger der ældgamle potter med aske fra stormænd, vi sikkert stammer fra, men som ikke engang farfar kan huske navnene på længere. Over os brænder solen himlen helt klar og blå som glasur. Vi ligger her og vokser mellem klynger af torskemund og klokkeblomster.

7
Gården skranter. I forvejen har farfar lånt penge af oldemor og oldefar til købet, og nu har han lånt 5000 mere til driften. Det er mange penge i 1940’erne. Ude i køkkenet sidder Esther og laver regnskaberne, mens hun tørsteger flæsk i ovnen. Ovenpå sover karlen, som han ikke kan få det over sit hjerte at fyre. Udenfor gynger lille Karen under kirkebærtræet i en kjole, der ikke er så flot som den, hun fortjener. Søvnen vil ikke tage fat, så farfar står op, griber sin hakke og går ud i kartoffelbedet for at fjerne udkrudt. Esther smiler, mens han går ud i gangen for at tage sine røjsere på. Men af bjørneskind, dét lugter de ikke.

8
Jeg sidder på høloftet, mens farfar deler kraftfoder ud til kvierne under mig. Nu står han lige under lugen, og med et latterbrøl lader jeg mig glide en meter ned for at slynge mine ben omkring halsen på ham. Han farer op, verfer mig resolut ned på gulvet og giver mig den mest skræmmende skideballe, jeg har fået i mit liv: Som en altfortærende flodbølge fra oceaner, der har stået stille i tusinder af år. Helt blank går jeg ind til min farmor. Hun snakker om stammer og grene og ting, som kan knække, og noget.

9
’67 kommer med langt hår og langt korn og lange blikke hen over bakkerne mod verden. Skal bækken stemmes op for at oversvømme engene, eller skal den have lov til at flyde direkte ud i Gudenåen på vej mod Randers, Århus, København? Hans mor er død, og sønnen henter Hendrix ned fra Radio Luxembourg. Pærerne myldrer på træet ved gavlen, og alt, han kan gøre, er at spise løs, så vægten af dem ikke river muren ned med sig.

10
Far og mor er gået fra hinanden. Far er flyttet ind til Silkeborg, og her står vi tilbage i en osende hustomt. Hunden tuder, og det samme gør vi, mens der falder sne udenfor i stride mængder. Gården rundt om hjørnet er kontinenter væk, men en dag i januar vågner vi til et nyskovlet fortov.

11
Farmor er død, og vi er til gravøl. Ud over nogle få, udvalgte ting er alt, der kunne minde én om hendes hverdagsrutiner, ryddet væk. Kalenderen er vendt om på en ny, blank side. Farfar er 88 år og spiller falsk på harmonika, selvom han ikke selv kan høre det. Takten er god nok.

12
Jorden er solgt fra, og rideskolen har bygget et par kæmpemæssige haller oven på det, som før var overtromlede kæmpehøje og pløjemarker. I stuehuset sidder farfar stadig og tager imod med åben fordør. Er han ikke hjemme, er han ude for at nusse hestene under mulen og se dem strække ud. Og han holder muldvarpeskuddene i køkkenhaven fra livet ved at hælde sit eget gærede pis ned i hullerne. Om natten kan han høre de små poter arbejde ivrigt under gulvet.

13
Krammere og farfar rimer ikke. En dag i køkkenet har han betroet mig, at han ikke synes, det er en naturlig måde at have kontakt på. Og så står jeg alligevel lige pludselig her og omfavner den forvirrede gamling, til han holder op med at gøre modstand og giver efter. Vi ved begge to, at det kun er denne ene gang: Ét liv, ét knus. A man’s gotta do what a man’s gotta do.

14
Farfar ringer til sin datter midt om natten, dybt forvirret. Han siger, han kan høre Esther gå rundt inde i stuen, og at han er bange for at gå derind. Hun vil fortælle ham noget, som han ikke er klar til at høre. Samtalen afbrydes. Datteren slår den hen som en drøm. Om morgenen finder hjemmehjælperen ham på gulvet.

15
Der er høj sol og frostvejr, men i opholdsstuen på plejehjemmet er der stille. Farfar sidder i sin kørestol, lam i den ene side, mens han taler forvirret om marker, der skal sås, og blodårer, som skal slibes over. Han genkender mig som “ham henne fra huset” og smiler. Så får han øje på stjernen over Fårvang og kigger måbende op mod den som om, der er noget, han prøver at forstå.

16
I køkkenet fortæller jeg ham, at jeg har været ude at besøge de slægtninge, som bor på tipoldefars gård i dag. Farfar siger, at de havde forsøgt at kontakte ham for nogle år siden, men at Esther ikke gad at have dem rendende. Nu vil han rulle derud på sin pensionistscooter – koste, hvad det vil. Der er god mad derude, ved han. Og en varm seng. Og lagener, der blafrer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *