Morten Ramsland: Sumobrødre

Morten Ramslands roman Sumobrødre er fin. Den er underholdende hele vejen igennem. Jeg hørte den i bilen – eneste tidspunkt, jeg kan levere opmærksomhed til fiction som familiefar.

Den var bedre end de ellers glimrende indslag, jeg hører på P1 og JP-radio.

Men det er på ingen måde en perfekt roman. Den første tredjedel fænger i starten, men bliver hurtigt lidt overgearet. Hvis jeg skulle læse den i bogform var jeg muligvis stået af.

Grotesk er godt, meen…

Den første tredjedel går med groteske drengestreger. De foregår. De er urealistisk grove. Der er ingen mening i dem. De bidrager ikke rigtigt til miljøbeskrivelsen. De fører ikke rigtigt ind i hovedpersonen. Alt det kommer senere i bogen.

Grotesk er godt. Jeg elsker Burroughs, men der er altid en eller anden dybere bund i absurditeten og den viser sig ikke rigtigt indtil sidste tredjedel af Sumobrødre.

Første tredjedel af Sumobrødre

Du følger hovedpersonen og hans venner som enten bliver tæsket af eller tæsker andre børn. Det er ikke afstumpet – ’kun for sjov’, men ingen børn ville slippe af sted med den adfærd. Forældrene ville skride ind. Det er urealistisk og det er sjældent rigtig sjovt, fordi der ikke er helhedsparalleller til den virkelige verden.

Hvad betyder det?

Jo, en rigtig god karikaturtegning viser ikke kun en grotesk stor næse på ham, hvis ansigt kendetegnes af det. Den viser hans sjæl, der syntetiseres i næsen. Med andre ord: Hvis ikke du kan genkende hans sjæl i næsen, er tegningen ikke sjov.

Hvorfor denne unuancerede fremstilling af drengene?

Jeg giver mit bud nedenfor. Med det samme må jeg sige, at Ramsland sikkert sagtens selv kunne have rettet op på problemet.

Anden tredjedel

Vi kommer dybere ind i hovedpersonens sjæleliv. Drengene smadrer ikke bare frøer med tennisketsjere eller får hundelort i munden.

Den ældste sumobroder, det vil sige hovedpersonen Lars, bemægtiges af kammerat Frank i en sumokamp. Frank stikker pikken i munden på Lars, som ikke får sig selv til at bide.

Det får konsekvenser for det senere venskab og for læserens opfattelse af hovedpersonen.

Sidste tredjedel

Hovedpersonens far går i sort og det påvirker drengen. Lars mister lysten til at slås. Faren bliver glad igen gennem 50 sider ved at blive kunstner, som han startede ud med at være, dengang forholdet til hans egne forældre gik i stykker.

Det er det med pikken i munden. Det er også det, at Lars har tendens til at tale sort. Lars ser syner i pressede situationer – fx lukket inde i en dybfryser. Han begynder også at interessere sig for drømmerejser og tager af sted med pikken i sin hånd. Det vides ikke om Lars i virkeligheden er bøsse (jf pikken i munden) eller om han har skizofrene tendenser.

Sådan slutter bogen. Uvidenhed er et fedt træk, men når bogen slutter alene med den, slutter den mærkeligt uforløst.

Ikke dårligt, men…

Det er ikke en dårlig bog. Jeg grinte da også højt et par gange.

Morten Ramsland kan virkelig skrive, men han burde måske arbejde på at give historien både komplikation, udvikling, klimaks og forløsning.

Mest af alt mangler historien et ordentligt plot, som leder mod én eller anden slutning, der i sin helhed siger et eller andet. Plottet kunne Morten Ramsland så hænge de mange passager, der foregår i bogen op på. Den plotmæssige udvikling, der leverer bogens litterære budskab ville i så fald give bund til de groteske scener og løfte dem til noget mere litterært.

Tager jeg fejl? Har jeg overset noget? Hvad synes du?

Udgivet af

Torben Slot Petersen

Administrator og ophavsmand bag PalePoets.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *