Nicki B.E. Hansen havde feber den dag

Fjolsernes hus kom til ham i et febersyn. Men hvor andre og reelt større forfattere i deres syner har modtaget indsigter og idealer, blev han tilskikket en flad brander. Efter på et kollegieværelse i Krakow at have tilbragt en uge med diarre og feber befandt han sig i denne sygdoms sidste nat, og da var det i den aftagende febers milde forvirring, at synet kom til ham. Det ville være sjovt, tænkte han, hvis der fandtes en dreng ved navn Henrik Hesse, for hvis denne dreng tillige havde en stor pik, ville man kunne kalde ham både Jern-Henrik og Hestepikken. Dette blev begyndelsen til hans roman (som på mange måder forblev sit udspring tro), for i næste øjeblik fik han tanken, at det måtte være muligt at skrive historien om Henrik Hesse. Det var, hvad han gik i gang med efter at være stået op. I hvert fald gik han i gang med afsnittet om Henrik Hesses barndom.

Det voldte ham ikke overordentlige problemer, og han kunne mærke en i mangel af bedre ord tilfredshed med især to elementer i teksten: dels den kraftigt kommenterende fortællerstemme, der var så distant, at han var tilbøjelig til at betragte den som en 4.-personsfortæller, og dels prosaen, som med sin voldsomt hypotaktiske syntaks og sine sideordnede associationer og distraktioner i så vel indhold som billedsprog, lod ham se noget, der var både usammenhængende og flydende, både forvirrende og næsten lækkert. Vægrede han sig ved sammenligningen med et kalejdoskop, da kun fordi den var for oplagt.

Den tilfredshed, han følte, var for dragende til at gå ubemærket hen, og da han kort tid efter fik idéen til den Fede, en anden af romanens så vel præcist som latterligt døbte skikkelser, anede han for enden af sin bevidsthed også en roman. Med det samme eller så godt som med det samme, vidste han også nogle ting om denne roman. Hvor den var kommet til ham ved et tilfælde, føjede han nu projektets karakter til den.

Han vidste, at den skulle handle om forvirring. Emnet beskæftigede ham, og havde han i øvrigt ikke også lige læst i hvert fald to romaner med samme tema? – nemlig Krig og fred samt Andrej Bitovs Puskjinhuset. Han vidste også, at han ville skrive imod det, han opfattede som den dominerende strømning i datidens prosa, – nemlig minimalismen – og han erklærede sig følgelig for maximalist, og det vil sige en forfatter, for hvem intet er til overmål, og tomhed hersker mellem linierne. Endelig vidste han også, at han ville skrive den store, danske samtidsroman, som mange kritikere så ofte sukker efter. Og han vidste, at han ville gøre det på en måde, der ville sikre, at den aldrig kunne vinde anerkendelse som den store, danske samtidsroman. Han ville altså skrive en maximalistisk samtidsroman. Yderligere endelig, som han kunne have formuleret det, vidste han, at det skulle være en kollektivroman, for det var både godt for samtidsromaner og for romaner med forvirring til tema. Ved at hakke de forskellige handlingstråde – grundlæggende en stor håndfuld noveller – op i mindre bidder og lade dem veksle hastigt mente han at kunne opnå det samme usammenhængende flow, som han allerede havde set i sin prosa.

Han satte sig nu ned og skrev afsnittet om den Fedes barndom. Dernæst skrev han romanens pro- og epilog (en epilog, han som maximalist dog måtte placere som romanens næstsidste kapitel). Nu manglede bare resten, og resten var hårdt arbejde, men også nogenlunde uproblematisk. Der var sjældent uoverstigelige strukturelle vanskeligheder, kompositoriske hårdknuder, utilfredshed med dialogen (romanen har i øvrigt næsten ingen), utilfredshed med persontegningen, ærgrelse over de manglende naturbeskrivelser eller, hvad der nu kan tænkes at kaste forfattere ud i skrivekrise. Men det var hårdt arbejde, og arbejdet stod på over et par år. Sit dårlige ordspil af et febersyn havde han fået i foråret 2003, og da han samlede sine kapitelfragmenter til en romans helhed, var der gået over halvandet år, i løbet af hvilket han ikke havde haft mange andre tidsberøvende gøremål end at fæstne ordene, de rigtige ord, til papiret. Da han var færdig, havde han ikke bare skrevet sin roman, men læst den sikkert flere hundrede gange.

Han skulle imidlertid komme til at læse den endnu flere gange. Den skulle redigeres. Han lagde den derfor fra sig i et par måneder og vendte så tilbage til den. Samtidig gav han den til en ven, af hvis kritik han mente at kunne lade sig inspirere. Dette redaktionsarbejde varede yderligere en rum tid. I dag er det svært nøjagtigt at sige hvor længe. Han læste den for sidste gang kort før udgivelsen, vi befinder os nu i begyndelsen af 2006, da hans forlægger ønskede sig en reduktion af sideantallet. Han husker begrundelsen som pekuniær, og det var den også. Små forlag, få penge. Det var godt, da det tvang ham til en yderligere redaktion, og selv om især afsnittet om den Fedes opfindelse af Snickers-maden (en skive ristet brød med honning, nutella og peanutbutter) gjorde ondt at fjerne, så han også, at det blev bedre. Han fjernede faktisk henved tyve procent af sin roman, og så at den blev bedre. Den blev da udgivet.

Læs et romanuddrag kaldet: Henrik Hesses hovmodige hybris

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *