Thore Bjørnvig om Livet i nullerne

Om Livet i nullerne. Om regler for at skrive og om at bryde dem. Om at skrive og slette.

 

Af Thore Bjørnvig

 

Når alt kommer til alt er der ingen nagelfaste regler for, hvordan man skal skrive, eller hvordan man skal skrive for at skrive godt. Det er måske den eneste regel, der virkelig er. Men det betyder ikke at man ikke som skrivende person, og her: digter, ikke hele tiden arbejder med regler for sig selv som forfatter. Det kunne f.eks. være at undgå at skrive “ikke” tre gange i en sætning. Da jeg i sin tid begyndte min digt-bog Livet i nullerne (udkommet på tab&nar i 2009), var det med den regel for øje, at bryde alle regler. Det synes jeg var et fantastisk godt udgangspunkt.

 

Inden da havde jeg dyrket et lille, nærmest ikke-eksisterende forlag sammen med to gode, skrivende venner: Utopisk Forlag. I et par år skrev vi som død og djævel og ind i helvede og ud igen. Vi læste og kritiserede hinandens tekster, blev fornærmede over kritikken, når den var negativ og lykkelige over den, når den var god – og lærte kolossalt meget af det. Vi fotokopierede bøgerne på det gamle KUA og mødtes på Fensmarkgade og håndsyede bogryggene og klistrede dem omhyggeligt ind i de kunstnerisk udformede omslag. Så holdt vi fest.

 

Vi fik aldrig isbn-nummer, men nød at have bøgerne for os som virkelige bøger. Og forærede dem væk. I enkelte tilfælde blev de dog faktisk solgt for  penge. Det var den virkelige skole i de år. Det var hårdt, det var stort og det var forholdsvist håbløst. Vi kom jo ikke rigtig ud over en lille kreds med det. Men jeg lærte hvad en “bog” er og fik brudt illusionen om et “forlag” som et metafysisk eksisterende, adlende apparat, der fra de højere magter ved, hvad der er godt og hvad der er dårligt.

 

Så fulgte, efter skrivefællesskabet var blevet brudt op, en 6-7 år, hvor jeg skrev på det, som skulle blive til Livet i nullerne. Og nu skulle alle regler brydes, ja de skulle fandeme. Så alt hvad jeg havde hørt og læst rundt omkring at man ikke skulle, eller skulle, når man skrev digte – det skulle fuckes op. Reelt betød det at jeg kastede mig ud i et endeløst, bevidst kaotisk projekt, som praktisk foregik på den måde, at jeg havde nogle kladdehæfter, som jeg engang imellem, når den der energi pressede sig på, satte mig ned og skrev i. Jeg skrev hurtigt, så hurtigt som muligt, og meningen var at jeg ville overbebyrde sproget i den hensigt, at få det til at bryde sammen.

 

Så jeg klodsede alt op, hvad op klodses kunne: Lange, lange linjer (brød med reglen om korte linjer), lange rækker af tillægsord, gerne lige efter hinanden (brød med reglen om at spare på sine tillægsord), hysterisk mange metaforer (brød med reglen om at holde sine metaforer i kort snor (Højholt)), ofte med udgangspunkt i mig selv (brød med reglen om ikke at måtte skrive “centrallyrik”), med hyppige referencer til de helt nære dagligdagsgenstande og situationer (brød med reglen om, at poesi skulle være noget poetisk, fint noget), og med hyppig brug af åndssvage rim, forkert stavede ord og håbløst indviklede sætningskonstruktioner (generelle brud på traditionelle rimformer, retskrivning og almindelig anerkendt god sprogbrug). Man fornemmer måske at jeg var noget inspireret af 60ernes og 70ernes eksperimentelle skrift-ideologi, så helt regelfri var jeg jo ikke.

 

Og så skrev jeg altså hurtigt og havde så min egen regel, at der ingen pauser måtte være i skriften og at når jeg satte mig ned for at skrive igen, måtte jeg ikke læse det, jeg havde skrevet umiddelbart før. En regel jeg selvfølgelig ofte brød, men altså. Resultatet skulle være en totalskrift, en ulæselig bog, faktisk, der på et intuitivt-mystisk niveau ville afspejle verdens og identitetens flydende, grænseløse former. Ja, tænk engang, jeg ville skrive en bog der var ulæselig. Det lykkedes.

 

Så lå den og lagrede og lumrede. Godt og vel hundrede siders vulkanudbrud af en tekst, skrevet i asketisk delirium. Da jeg ikke vidste hvad jeg så skulle gøre, begyndte jeg at skrive en ny bog. En fortsættelse af den gamle, på en måde. Men nu skulle der ske noget nyt. Så jeg begyndte at eksperimentere med at skrive kortere, afrundede tekster. Med kortere linjer. Det var fantastisk at vende tilbage til mere traditionelle former.

 

Det føltes som om jeg havde lært noget af den første, vanvittige proces. Nu kunne jeg erobre en mere traditionel form, men med en ny form for frihed. For under det hele lå et ønske, en ambition, en drøm om at skrive mig FRI. Skrive mig igennem alle de lag af forestillinger om, hvordan et digt bør være, ind til der hvor jeg kunne skrive MIT digt. Med min stemme. Med min krop. Med mit sprog. Den opgave, enhver forfatter må slås med, som den egentlige opgave. At finde frem til det sted, hvor man kan prøve at begynde at sige tingene forfra.

 

Gradvist kunne jeg da begynde atter at tage den første kaos-bog i øjesyn. Langsomt og modvilligt begyndte det at dæmre for mig, at der måske alligevel var en ide i at prøve at gøre den læselig. At bryde de passager løs fra malstrømmen, som faktisk bød på en særlig intensitet, en god turnering – poesi. Det var den næste, hårde læreproces: At indse at den anden del af det at kunne skrive, er at kunne slette. Det vidste jeg godt i forvejen og havde også øvet mig. Men det var alligevel af en eller anden grund nu, at jeg virkelig begyndte at lære det. Det var nok forbundet med en ny form for modenhed. At kunne se kynisk på mig selv og min skrift. 

 

Det tog lang tid, og skete af mange omgange. Jeg begyndte at arbejde med forskellige versioner af bogen. Jeg åbnede dokumentet på computeren, hvor det nu var skrevet ind, og gav mig til at slagte. Så gemte jeg den gamle version, for en sikkerheds skyld, der var jo højst sandsynligt oceaner af oversete guldkorn. Men det var alligevel altid den nye, nedslagtede version jeg arbejde videre med. Og gemte i en ny “oprindelig” og en ny slagtet version. Og så fremdeles. Engang i mellem vendte jeg tilbage til ældre versioner og fangede lidt nyt stof. Men langsomt arbejdede jeg mig frem til en stadigt mer læselig, stadig mer indkogt, stadig mer koncentreret form.

 

Livet i nullerne fremstår stadig som en forholdsvis grænseløs bog, med mange kaotiske, regelbrydende elementer. Det skal den også. Sådan blev den født og sådan var ideen med den. Men jeg besluttede mig for at komme læseren i møde og det var en virkelig god beslutning. Bogen blev bedre af det og jeg blev en gladere forfatter.

 

Den dag i dag er jeg ikke sikker på om bogen er færdig. Den er udgivet, fik tre anmeldelser; en halvgod af Lars Bukdahl i Weekendavisen, en forholdsvist venlig af Jørgen Johansen i Berlingske Tidende og en næsten total slagtning af Kamilla Löfström i Information (hun skrev, vittigt nok, at jeg debuterede “i en hørm af pat-os, studentik-os og sjov tobak-os”!). Så mange anmeldelser i så store aviser af en bog, der kommer på et lille-bitte forlag, skal man sådan set være glad for, selv om ingen af anmelderne så ser dybderne, finesserne og genialiteterne i værket. Men når jeg læser op af den, bliver jeg ved med at finde ting, der kunne være gjort anderledes, ord der kunne slettes, linjer der kunne flyttes eller stryges. Sådan er det måske bare med den bog, eller også er jeg lidt som komponisten Bruckner, der blev ved med at skrive sine symfonier om.

 

Men hold kæft hvor jeg lærte at slette. Når jeg skriver nu, er det lige før at jeg finder lige så stor inspiration og tilfredsstillelse i at slette, som i at skrive. Jeg har altid været ekspansiv i min skrift. Jeg har aldrig lidt af skriveblokering, så meget er sikkert. Men nu finder jeg en pervers, næsten sadistisk, ja, egentlig er det vel en sadomasochistisk, fryd i at slette, hvad jeg har skrevet. Mine ord er ikke længere hellige, blot fordi jeg fandt det passende at lade mit geni nedskrive dem. Nu skal de fandeme bare væk, hvis de ikke har noget ordentligt at sige. Hvis de overhovedet kan undværes, faktisk. Og det kan de foruroligende ofte. Men fornøjelsen af at slette sig vej ind til de virkeligt holdbare ord og linjer er uforlignelig. Jeg tror nok at det først er nu, i mit fyrretyvende år, at jeg virkelig er begyndt at få hånd om det at skrive.

 

Det tog 25 år at nå hertil. Undervejs er det blevet til gode bøger og virkeligt gode linjer, passager og digte. Og til en hel del knapt så gode. Men sådan har man det på den anden side altid: Det er altid først nu, at det begynder at virke. Og når det så engang imellem virkelig gør det, er alt det andet ligemeget. Man aner ikke hvordan man er nået frem, hvor man kommer fra, eller hvor man skal hen. Men man aner, at det er det hele værd.

 

—–

 

Man kan læse mere om mit forfatterskab her: http://web.me.com/thobjo/Thore_Bjoernvig/Digt.html

 

Og hvis man vil lade sig udsætte for flere metapoetiske overvejelser af undertegnede, kan man læse interviewet “Poesi er magisk software der downloades i hjernen: debuterende digter Thore Bjørnvig udsat for udsagn”, der kan findes her: http://menneske.dk/lgruppen/ORDLOEST20.pdf

 

Endelig er man meget velkommen til at synes godt om Livet i nullerne på Facebook, hvor igennem man så kan blive opdateret om mit forfatterskab: http://www.facebook.com/pages/Livet-i-nullerne/237205165188

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *