Sorte tyr fra Valby Hegn

NOVELLE: Engang for 5.500 år siden boede  ved Tobro Å i Nordsjælland en kriger, der hed Sorte Tyr.  Modsat alle andre i Valby, der havde lys hud og blå øjne, var Sorte Tyr mørk i huden med øjne, der var gyldne som rav.

I flere tusind år blev der stille om bålene, når de ældste fortalte om ham.

Han levede i den del af stenalderen, hvor menneskene begyndte at dyrke jorden, høste korn og bage brød.

*

Grise, får, geder og okser gav kød, mælk og uld. De var rige i Valby. Om vinteren gik mændene i skind og til højtiderne smurte kvinderne jord under øjnene og farvede deres læber med bær.

Sorte Tyr var som barn blevet købt af Valbys høvding, der flere gange i sin tid sejlede sydpå for at handle med fremmede folkeslag. På én af rejserne, hvor han sammen med sine folk gik rundt på en markedsplads, så han en købmand, der slog sin træl.

–          Skam dig! Kun en slagen mand, slår sine trælle. Jeg køber drengen, råbte høvdingen til købmanden.

Men købmanden blev vred og forlangte 30 økser i den fineste flint og et halv kilo rav for drengen. To voksne mænd eller tre kvinder kunne købes for samme pris. Høvdingen så endnu engang på drengen, rynkede brynene og betalte.

Da én af hans mænd senere spurgte, hvorfor han købte drengen? – svarede høvdingen:

–          Han bringer os lykke!

Mere sagde han ikke.

*

Sorte Tyr elskede dyr, og høvdingen betroede ham sine hunde, så han kunne vogte stammens får.

Bopladsen ejede også en tyr, som havde ildrøde øjne og var glad for køerne. Den gav de største kalve i så mange år, nogen huske tilbage. Som somrene gik, blev den større og større, men også mere og mere egenrådig. Fik den ikke sin vilje i alt, lyste dens øjne som gloende kul – med sænkede horn angreb den enhver. Folk på bopladsen fortalte, at den let kunne gå igennem de lerklinede vægge i langhusene, hvor de boede. Derfor måtte den græsse på Helsingesiden af Tobro å. Også tyren holdt Sorte øje med, så ikke den krydsede åen og brød ind på bopladsen.

En sommerdag stod tyren ved bredden, nedstirrede solen, der skinnede i det blå – gumlede og viftede fluerne bort med smæld fra sin lille hale. Fårene græssede. Hundene sov. Sorte lå med øret mod høvdingenes grav, da han hørte stemmer langs med åen.

Det var høvdingens tre sønner, som var på vej til offerpladsen for at øve med deres økser.

Den ældste var 15 år. Allerede to gange havde han siddet til bords med sin far og de stærkeste tre af stammens mænd. Én gang havde han fortalt en historie, der fik mændene til at le.

Da sønnerne nåede offerpladsen, stillede de sig i en kreds og sang. Den ældste løftede sin økse over hovedet. De yngre gjorde det samme:

Gør jorden med barn

Giv jægeren bytte

Giv dine krigere held i kamp

Lyn – giv os din hurtighed

Torden – din rabalder!

… sang drengene og så gik træningen i gang.

Mens Sorte sad og iagttog dem, hørtes han deres søsters sang over engen. Hun kom med brød fra sin mor, satte sig ved bredden af åen, da hun fik øje på Sorte.

Hun var kun otte år. Aldrig før havde Sorte set så dejlige øjne. Fortabt, som han var, blev han ved med at se i de dejlige øjne.

–          Hvad glor du på, træl? råbte den yngste af hendes brødre.

–          Jeg hakker ikke på dig, når du ikke bærer våben, men se den anden vej! råbte den mellemste.

Sorte hørte dem ikke.

Søsterens kinder blussede.

–          Slave eller fri. Han har øjnene som rav og jeg elsker dem, sagde hun til sine brødre.

Da blev den ældste vred på Sorte.

–          Skam dig! Rejs dig og kæmp som en mand!

Den yngste af brødrene trådte frem. Han var elleve og to år ældre end Sorte. Den ældste kastede sin økse for Sortes fødder.

Sortes arme rystede og benene gav efter.

–          Tag så øksen, råbte den yngste.

–          Kujon! råbte den mellemste.

–          Vil ikke! stammede Sorte.

På den anden side af åren, så tyren op fra græsset. Den prustede og trampede ud i åen, som var den på vej over mod drengene.

Søsteren græd. Den ældste af brødrene råbte igen

–          Gør det. Ellers slår vi dig ihjel!

Da brækkede en gren bag sønnerne og en bjørn stod ud i skovkanten. Den rejste sig på bagbenene, brølede og slog kløerne i et træ, så bladene dansede i toppen.

–          Løb, skreg Sorte!

Sønnerne blev blege. De smed deres våben og stak i løb mod landsbyen – den ene hurtigere end den anden.

Bjørnen så på Sorte. Det var som om den rynkede brynene. Så vendte den om og luntede ind i krattet.

*

Høvdingens datter græd og teede sig. Sønnerne råbte ad hinanden. De gjorde vrøvl over Sorte og plagede høvdingen, deres far. Mænd fra bopladsen kastede Sorte for høvdingens fødder.

–          Du har krænket mig. Her er min vrede, sagde han og lod stammens tre stærkeste mænd træde frem med våben i hænderne.

Meningen var ikke at slå Sorte ihjel. Meningen var at skræmme trællen, så han og hans lige aldrig mere fandt på at spotte høvdingens familie.

Sorte faldt på knæ stiv af rædsel. Mændene trådte nærmere med hævede økser. Pludselig hørtes glammen og hyl fra skoven. En stor sort ulv spang ind i kredsen af mennesker, der stod omkring Sorte. Ulven viste tænder og snærede. Mændene var ikke bange, men de veg tilbage og sænkede deres økser.

Ved synet af ulven stimlede tilskuerne sammen. Flere hyl lød fra skoven og et kobbel af ulve spang ind til Sorte. De var store – hvide, sorte og grå. Tolv ulve i alt rykkede frem og tilbage og snærede af menneskerne fra bopladsen. Alle vendte halen mod Sorte.

De tre af høvdingens bedste mænd stirrede et sekund på deres økser. De så fra høvdingen og hen på Sorte.

–          Nok! skreg Sorte og slog hænderne for munden.

Den største ulv vendte sig imod ham og viste ikke længere tænder.

Høvdingen løftede sine hænder. Da ulvene så, at mændene bakkede tilbage, løb de ind i skoven, hvor de kom fra.

Høvdingen løste sin egen økse fra bæltet:

–          Du er ikke længere slave. Du er fri til at bo imellem os som ligemand.

Sorte lå stadig på knæ. Han troede ikke sine ører.

To af kvinderne tog ham under armene og hjalp ham hjem til fårene, hvor han sov. Hele tiden fortalte de, hvor godt det ville gå ham, hvis han glemte høvdingens datter – men det kunne Sorte ikke.

Han tænkte på hende før, han sov – før, han vågnede om morgenen og hele tiden gennem dagene.

*

Tre år gik. Til sommer blev bopladsen overfaldet af røvere. De var stærke mænd med blodskudte øjne og en ånde, der stank af øl. De var sejlet over havet sydfra.

Men bopladsen forsvarede sig og kampen var blodig med mange faldne på begge sider. Ingen af siderne gav sig. Høvdingene, der ledte deres mænd på hver sin side, aftalte at lade én mand fra hver af stammerne afgøre slaget i tvekamp.

Hvis røverne vandt, skulle bopladsens kvinder, børn og hvad der kunne findes i landhusene, tilhøre dem. Vandt Valby fik bopladsen røvernes økser og rav, deres dyr og alle de slaver, de havde taget på togtet op langs Sjælland.

Fjenden stillede med en kæmpe. Han var to mand bred og høj. Han var skallet, men som manken på en okse voksede skægget om hage og hals. Han bar læderbånd om armene og i hånden en økse, så stor som hovedet på ko.

Høvdingen fra Valby sagde til Sorte

–          Du er fri og lige med andre mænd – men jeg bestemmer over alle her på bopladsen. Du kæmper for Valby!

–          Det tør jeg ikke! sagde Sorte.

–          Gør, som jeg siger, råbte høvdingen og skubbede drengen ud til kæmpen.

–          Skal jeg slås med et barn, der ikke bærer våben, råbte kæmpen.

Han sparkede til Sorte, så drengen rullede rundt. Så løftede han sin økse for at dræbe.

Da rystede jorden under dem alle og et suk drog gennem begge stammer. Kæmpen løftede blikket fra drengen og så en tyr med gloende øjne og hove, der pløjer furer i en klippe.

Tyren satte af, nåede Sorte og satte hornene under ham. Slyngede jord og Sorte op i luften, så han landede over skrævs på dens ryg. Så jog den frem med sænkede horn. Den stangede kæmpen i maven og smed ham langt ud i åen.

Sorte steg af tyren

–          Jeg gør det selv, hviskede han i dens øre.

Derpå hentede hans kæmpen ind til fodbredden.

Tyrens øjne skinnede stadig som sten, der smelter i et hul med ild.

Sorte Tyr løftede kæmpens økse over hovedet.

–          Overgiv dig eller dø, sagde han.

–          Jeg vælger livet, sagde kæmpen.

De slagnes slaver, dyr, økser og rav blev smidt for fødderne af den store tyr, inden røverne drog bort.

Atter smurte kvinderne i Valby jord under øjnene og farvede deres læber med bær. Da øllet var skænket, sagde høvdingen:

–          Du viste nåde mod din fjende. Det er din skyld, vi stadig har vores koner, børn og boplads. Du skal sidde ved mit bord som min bedste mand. Du skal have mit datter, som elsker dig allerede. I skal have en grav ved siden den, hvor mine forfædre hviler. Der skal I hvile – du og hele din familie.

Høvdingen løftede sit krus. Gildet varede i flere dage.

De følgende år slæbte bopladsen jord og sten til Sortes gravhøj, og da den var færdig fødte hans kone, høvdingens datter, tvillinger. To drenge, hvoraf én havde øjne som havet, den andens var gyldne, som rav.

Se det var historien om Sorte-tyr og to af langdysserne i Valby Hegn. I fire et halvt tusind år fortalte de om ham. Så blev han glemt for verden og os. I dag hedder graven ’nummer 1’, mens høvdinges gravhøj er den, der kaldes ’nummer 2’.

Udgivet af

Torben Slot Petersen

Administrator og ophavsmand bag PalePoets.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *