Frank E Larsens Render

Render

I denne fagre nye højteknologiske verden flyver han iført en dragt af titanium eller aluminium eller mithril højt over de islandske klipper og bjergformationer. Den mindste ridse i dragten vil medføre en livsfarlig kontakt med den iskolde luft udenfor, men det er ikke af denne ellers umiddelbare fare, han er optaget. Her ovenfra ses erosionen tydeligt, hvordan vand og salt og vind gennem hundredetusindevis af år har ædt sig gennem disse klipper og lavet render, hvorigennem optøet vand fra fjeldene nu løber og øger rendernes omfang, laver nye render, løber ned og giver liv til antydninger af grønt mos. Klipperne er vel født af en længst overstået istid, de synes mørkegrå og golde og uendelige. Alle disse render, uendelige klipper, minder ham på en sær måde om hans egen barndom. Om det er hundredetusinde eller femogtyve år siden, om det er klipperne eller ham selv, der blev født, det er ikke sagen. Han ser tilbage på barndommens vintre, sneen, som dengang var så meget tættere på hans øjne, så meget nemmere at opfatte, simpelthen fordi han var et barn, så meget mindre end nu, hvor alting ses fra et så meget højere stade. Han husker, hvordan han netop den dag, tøvejret indfandt sig, kunne se, hvordan sneen tøede, oppefra og ned og nedefra og op, hvordan der dannedes render som følge af, at solens forårsvarme stråler forvandlede den øverstliggende sne til vand, som sivede ned gennem snedriverne og stedse tog mere med sig for tilslut at forvandles til en lille bæk nede i rendestenen, der løb under snedriverne. Vandet løb hen mod kloakristen, og snart var der ikke mere sne, men inden da kunne han forme sneen og bestemme rendernes udkomme, i det mindste i et kort stykke tid. Ligesom renderne i strandkanten om sommeren fandt vintersneens tøvand hurtigt andre veje til at nå sine naturlige bestemmelsessteder. Nu er han fløjet langt forbi klipperne, det er sket i de øjeblikke, han var sunket tilbage til barndommens erindringer, og heroppe, hvor solen er helt klar på et relief af blåt foroven og skyer forneden, er det netop skyerne, der fanger hans opmærksomhed. Skyer, som er under konstant og evig forandring, som dannes og forsvinder, vatdyner af vanddamp, så bløde, de ser ud, og dampen flytter sig for hans legeme, når han med umådelig hastighed gennemtrænger den. Bag ham efterlader han en kort rende i skyen, men dampen flyder hurtigt og renden forsvinder igen. At sådanne syn kan lave en så fritløbende rende så langt tilbage i hans hukommelse, forekommer ham sært. Dette fællesskab mellem han selv og verden, hvad er det, han har glemt? Hvad er det for et materiale, hukommelsen er lavet af, eller tiden? Hvordan er det renderne løber dér, og hvor løber de hen? Hans øjne lukker sig langsomt under presset fra de ubesvarede spørgsmål, han går ind i en tilstand af en slags vågen drømmesøvn i skyernes vatdyner, mens andre render afslører sig i hans hukommelse, og snedriverne smelter et andet sted på Jorden, bølgerne tager barnets sandslot på stranden, og vandet og vinden fjerner langsomt det ene sandkorn efter det andet fra klipperne. Tiden er både kort og lang og uendelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *