Husk også på at det der i dag omtales vidt og bredt og snævert og ikke så højt måske som poesi jo i sin tid – i de gode gamle dage, måske helt tilbage inden man egentlig kunne skrive noget ned – startede under navnet lyrik, ordet afledt af slægtskabet med ordet Lyre, du véd instrumentet som digteren akkompagnerede sig selv med. Det korte af det lange: Ordet skal ikke bare læses, det skal også læses højt og det vil sige, det skal høres.
Vi regner med at se dig, så
we are the bridge
Og sig det endelig videre, vi bringer – os og ingen andre – ikke bare dette års modtager, men også sidste års modtager, af Dansk Forfatterforenings Pris for Poesi Performance.
For Marek Hlasko er kras realisme en metafysisk fabel og omvendt. Kafka ÷ præget af uvirkelighed = Hlasko. Det absurde er tilstede i det reelle. Uvirkeligheden groet ind i realismen. Metafysikken skruet ned i hverdagen. Der sidder den fast.
Becketts Mens vi venter på Godot foregår en slags intetsteds. Hlaskos intetsteds findes på landkortet, og hans personer er ikke symbolske vagabonder, men rigtige lastbilchauffører. Alt er på samme tid skinbarlig virkelighed og symbolsk billede. Det gør det ofte til fornøjeligere, men mere smertefuld læsning. Det er tættere på.
Hlasko er stærk kost og ingen sympatisk forfatter. Han er ond og brutal. Jeg har hørt dannede mennesker bebrejde ham for at hade kvinder. Og det må man jo ikke. Hlaskos kvinder er da heller ikke flatterende, og mangen nyfeminist med sin rødmalede trutmund fuld af emanciperede ord, ville nok også kløjes i disse sandheder om sit køn. Alene det er jo underholdende nok at tænke på, men man skal derfor ikke overse, at Hlaskos kvindehad er en del af hans mere almene menneskehad, og det er vist nok tilladt to måneder endnu.
Alle hos Hlasko er usympatiske, og det går dem ilde. Deri ligger ingen retfærdighed. Sådan er livet, sådan er menneskene. De usympatiske, altså alle, er også nogle stakler. De er dog ikke usympatiske, fordi de er stakler – model bortforklaring: du har også haft et hårdt liv. De er heller ikke stakler, fordi de er usympatiske – model bedreviden: det er synd for dig, at du er afstumpet. De er slet og ret usympatiske. Og de er nogle stakler.
Det er så Hlaskos lektie, som vi alle kan kløjes i. De fandt ham med en sammenrullet bog i den gale hals.
everyone was silence
Marek Hlasko: Næste mand til paradis. Oversat af Else Westh Neuhard. Aschehoug 1960 – 216 sider. Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Graf, bringes her efter aftale med skribenten (selveste skribenten).
Lektor X’s lykkelige eksamensperiode i uddrag, eller:
Nye Fund: De første aber kom fra Asien, Hr. Swann.
efter en idé af Agent C
udsagnsord og verbalfraser af Goethe og Schiller
navneord af Albert Camus
tillægs- og biord af Johannes V. Jensen
syntaks og diverse af “Hvem Som Helst”
P R O J E K T B E S K R I V E L S E
(Mystery Pesto, #1)
Herunder findes tre tekstuelle genstande, sammenstykninger af ord og fraser fra ovennævnte forfattere. Der mangler noget. Narrativ, realisme, syntaks, mening. Denne projektbeskrivelse skal forstås som et call toarms på vegne af de afdøde, på vegne af de tre stykker ufuldstændig tekst. Det er dig der er brug for. Teksterne skal skrives færdige på den ene eller den anden måde. Ånden i dette projekt ligger i tråd med principperne beskrevet i Manifesto C. Reglerne og manglen på samme lyder som følgende:
Du er Lektor X.
Du må skrive hvad du vil, hvor du vil, efter de principper du vil.
Intet af det i forvejen skrevne må flyttes, ændres eller slettes. Det vil sige at du må skrive nyt ind imellem det allerede skrevne.
Principper? Der bør citeres og klippes og klistres, frem og tilbage, men det er ikke en regel.
Syntaks? Er heller ikke en regel.
Personer: Hr. Swann i bevægelse, samt Buddha Siddharta og/eller Sigmund Freud.
Din mission begynder efter dette sidste punkt og består i at bringe Hr. Swann gennem en endnu ikke etableret handling bestående af tre passager for ikke at sige plamager, fra start ind i midterdel og videre frem til slutning.
seven seconds or less
S T A R T
Guderne kan kun være strålende tålmodig sten drager vægt skifter hos endeløse ret straf samlet arbejde splitter dygtig mand tradition røverhåndværket er forlovet med modsigelse øsende årsagerne meningerne skåner ustandselig farveløs ung letsindighed ser man tydeligt klogere omgang hemmeligheder organisk kendskab bortførelsen bruger klingende velsignelser frisk vrede fik rakt elektriske lænker giver os synet åbentstående døden klipper underlig klassisk kærlighed
M I D T E
levende problem falder selvmordet livet filosofiens grundspørgsmål tatoveret blid kold verden forkommen udvikle enorme dimensioner finder ånden bløder kategorier uendelig række eksempel har derfor altid svaret forladt handling lidende sandheder hjertet ondartet trætte vil være forstanden selv sidste problem handlinger føre døden kun manifestere gudsbevis’ sandhed opholder sig i lethed kunne forblive liv var kommet fare kastede sig i forstand ret bygger sandhed blev født bålet grunder sig i jorden indpræge solen glansløst problem mennesker livet grå ideer skrevet forfærdelige illusioner
S L U T N I N G
papegøjepludren hæver sig så højt lyse alderdomshjemmet lydhøre alder skal være grønne timer som altså skylder stille dage dybeste soldat skylder sovende undskyldning ledsager forstanderen evig spinkelt ringende sorg gamle rutebil døren gammel kaffe fjærn udslettet bygning nedslagne fornemmelse begravelse sælsomt tyndt hjørne benzinosen indeklemt sygeplejersken bærer i sig gammelt grundigt stempel følte sovende øjne udtæret genstand må forandre knaphullet stormende år havde tidligt mistet papirer velsignet ansigter
thy voice to us is wind among still woods
bidrag sendes inden næste skoleår begynder. Skriv til cbkorsgaard[snabel-a]hotmail.com
Der gik to år, hvor han overhovedet ikke så Johanna men på ingen måde ophørte at elske hende. Han boede nu i hytten og en skønne dag besluttede han sig for at ringe til hende igen.
Ti dage forinden, fortalte han hende, på en varm sommerdag, hvor han havde siddet under et par vidtløftige fyrretræer (de strækker deres tanker mod himlen og længes) fyrretræerne ved siden af kirken, dem der er højere end kirketårnet, var den lokale landsbypræst kommet forbi.
– Hvordan går det med Johanna? Hvornår får vi hende at se igen? havde præsten spurgt.
Det var jo et spørgsmål der lå Teodor meget på sinde og som han ikke kunne svare på. Præsten fornemmede det nok og skiftede emne. De havde så snakket lidt løst og fast om livet i bakkerne; hvad der var nyt; ikke meget. På et tidspunkt havde samtalen forvildet sig over i nærheden af lokal folklore og præsten havde fortalt om en indskrift i den store klippesten nede ved bredden af den ene af de to bjergsøer:
– Det er svært at læse hvad der står, sagde præsten. Ingen véd hvor indskriften kom fra. Ikke at den er særlig gammel. Har du set den?
– Ja, det har jeg da rigtig nok, og jeg kan også godt læse den, sagde Teodor, for det er mig selv der har skrevet i stenen. Det er bare et navn.
Præsten rynkede på brynene og brummede:
– Noget af en uskik, Teodor, og at sammenligne med hærværk. Det minder mig jo nærmest om idoldyrkelse, og det er en synd. Sig mig, Teodor, prøver du på at udøve en form for runemagi?
– Hør her, havde Teodor sagt, selvom det kunne koste ham enhver anseelse og dermed al den fred og fordragelighed han nød i landsbyen og dens omgivelser, det er mig der har gjort det, ja. Lad mig fortælle. Det var en tidlig sommermorgen, lige før solopgang. Johanna og jeg var gået derud. Gyvelen blomstrede og havde lagt et lag af guld over krattet her. Uden at have noget mål blev vi ligesom ført ned til søen og da vi kom til den store sten, den høje klippe, der ligesom står og kigger mod øst, standsede jeg op; for at tage stenen i betragtning, for at prøve at indtage den hele massive blok med mit blik og se alle dens fantastiske farver fra mos og små planter og hvad ved jeg, der myldrede rundt i sollyset på den gigantiske flade på én og samme tid. Det var som et stempel i mit hjerte, denne forbindende kraft, blandingen af sten og blomster, denne ufattelige skønhed. Du kender det. Nåmen, der stod jeg så og stirrede, helt fortabt i denne oplevelse, der gik måske to minutter; du véd, jeg mistede ligesom mig selv. Som man siger. Der gik vel hen ved to minutter. Så. Så så jeg at Johanna betragtede mig. Jeg så, hun så, altså, at hun så min henrykkelse. Og så lo hun … hvilken latter. Som noget der vågnede fra en dyb søvn, fulgte klippen op på hendes stemme og lo tilbage. Henover søerne, begge to, kastet frem og tilbage mellem alle fjeldene og bakkerne, løb hendes stemme og det var som om naturen selv vågnede og opdagede sine navne – trompeter – en larm af latter, overalt, ud af tågen ovre på Kirkestenen og hele vejen op i himlen, den klare blå himmel. Jeg skal naturligvis ikke (sådan sagde jeg til vores gamle og gæstfri ven, der stod og smilte mig måbende op i ansigtet) kunne sige om dette simpelthen blev skabt af bjergenes gamle broderskab eller om mine ører var blevet rørt af drømme og vildsinds indskydelser. Jeg kan ikke vide det, men jeg kan sige, at bjergene blev levende af dette høje brøl. Og mens vi begge stod og lyttede, knugede Johanna sig ind til mig, som om hun ville undslippe en eller anden frygt. – Lang tid derefter, jeg spildte vel halvandet år på ingen verdens ting, kom jeg ved et tilfælde forbi det samme sted igen, den samme sten, samme tid på døgnet, en stille morgen, lige før solopgang satte jeg mig ned og faldt i tanker og mindedes min gamle og sande kærlighed og ridsede møjsommeligt med min lommekniv Johannas navn ind i den levende klippe som store klodsede bogstaver. Det tog sin tid at få navnet ridset dybt nok ind i klippen, kan du godt tro, og min lommekniv, den var lige til at smide ud bagefter. Den endte i søen. Og lige siden har jeg kaldt klippen for Johannas Klippe.
… Og Johanna, men, altså, grunden til at jeg ringede, øh, jeg synes bare du skal vide, at altså, sådan nogen som mig, som os, altså dem der bor herude blandt skove og marker, på den anden side af byens grænser, så fjernt fra dig og dit liv, vi holder meget af dig, Johanna, og, jeg mener, forstår du, eftersom der nu er gået to lange år uden vi har set dig herude, så tænkte jeg at du måske ville blive glad for at høre, hvor trivielt det end måtte lyde, at den lykke vi engang delte herude, nej, jeg mener, at alle de folk, os herude i skoven og bakkelandet, altså som du var lykkelig sammen med dengang, altså, de taler om dig med varme og de husker dig tydeligt, vi savner dig allesammen.
